23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Tippeladstrailer med vokseværk

Nu kommer de fireakslede tippeladstrailere til de tunge opgaver.

Nu kommer de fireakslede tippeladstrailere til de tunge opgaver.

Af Finn Bjerremand

Forrige sommer voksede hængervogntogene med en aksel i forbindelse med overgangen fra 48 til 54 ton vogntogsvægt, og til nytår blev der også åbnet op for, at trailerne kunne udstyres med fire aksler og dermed komme op på et samlet firlingebogietryk på 30 ton. Sammen med en treakslet trækker på 24 ton totalvægt giver også det mulighed for at køre med 54 ton vogntogsvægt.

Det har dog varet et par måneder inden der for alvor er begyndt at rulle fireakslede tippeladstrailere ud på vejen. Det skyldes flere forhold.

Trailere med fire aksler er ren niche-produktion, set med europæiske producenters øjne. De helt store europæiske trailerproducenter har nemlig valgt at holde sig til masseproduktion af treakslede standardtrailere. Det betyder at det først og fremmest er danske producenter eller udenlandske producenter med nære relationer til danske salgskanaler, som tilbyder fireakslede trailere, der er tilpasset de nye danske forhold.

For tippeladstrailernes vedkommende er det yderligere kun nogle få producenter, der har specialiseret sig på dette felt, og da det tager tid at udvikle det rigtige produkt, har det betydet, at de specialiserede tippere først er kommet på markedet nu.

En af de producenter, der har specialiseret sig i fremstilling af tippeladstrailere - og som netop har lanceret sine nye versioner - er MTDK A/S i Randers.

En af de første

Trans Inform har kigget nærmere på en af de første fireakslede tippeladstrailere, en AMT 65 m3 letvægtsversion med forkrøpning i chassiset. Traileren er udstyret med en kingpin, der er godkendt til at overføre 16 ton tryk til det trækkende køretøj og har fire SAF Intradisc aksler med skivebremser i firlingebogien, som har et tilladt samlet tryk på 30 ton.

Akselophænget er luftaffjedret, og de tre forreste aksler er almindelige gennemgående aksler, mens den bagerste aksel er en selvsporende aksel, der kan dreje op til 15 grader. Den låses ved bakning samt ved kørsel over 40 km/t. Desuden er den forreste aksel forsynet med bogielift, så der kan spares brændstof og dæk ved tomkørsel.

Denne akselbestykning er helt og aldeles et kundevalg, som vognmandsfirmaet Bjarne Pedersen og Søn i Hjerm har ønsket det.

- Vi leverer dog de fleste med BPW-aksler med tromlebremse og en eller to hævebare aksler, siger direktør Morten Tang, MTDK A/S.

Med en egenvægt på 8,78 ton er den tilladte lasteevne på 37,22 ton, hvilket er ganske fint. Man skal i den forbindelse huske på at traileren er bygget op med høje sider og bl.a. skillerum, skvulpeplader og en speciel sildestuds for transport af fiskeprodukter, hvor det er nødvendigt med et stort rumindhold.

Konstant udvikling

Chassiset er faktisk en videreudviklet version af den nyeste treakslede tippeladstrailer i AMT-programmet, hvor der er sket en forstærkning af chassiset på flere vigtige punkter. Den forreste del af chassiset fra støttebenskonsollen og fremad, er lavet så den i forenden skråner indad mod midten, hvorved der spares en del i vægt. Kongetappen er også trukket så langt ind som muligt for at opnå så god en stabilitet som muligt

Konstruktionsmæssigt er det et stålchassis, der er opsvejset i I-profil med kraftige tværvanger og forstærkningsplader i bagenden ved tiprøret. Pladen under kongetappen er udført i 8 mm stål med forstærkede tværvanger.

Akselafstandene mellem 1. og 2. samt 2. og 3. aksel er 1310 mm for hver samt 1360 mm mellem 3. og 4. aksel. Skammelhøjden er 1150 mm og længden på traileren er godt 11 meter. Totalhøjden er 3,8 meter, mens den udvendige bredde er 2,55 meter og sidehøjden er 2,38 meter. Rumindholdet er hele 65 kubikmeter, hvilket gør traileren anvendelig til mange forskellige transportopgaver inden for bulktransport.

Bremseanlægget er et Knorr-system med hæve/ sænke ventil, ABS/EBS/RSP, samt indbygget vægtsystem. Desuden er der monteret speciel hurtigudluftning på luftpudesystemet, så traileren bliver i kørehøjde under og efter aflæsning.

Ladkasse i aluminium

Selve tippeladet med profilsider og bagklap er fremstillet i stærk aluminium af typen ALMGmn - det er en blanding af aluminium, der gør bunden slidstærk, mangan og manganese. Bunden er konstrueret i 7 mm aluminiumsplade med en tværgående samling samt U-profil tværvanger med højest 350 mm afstand, som støtter på chassiset med gummiklodser. Tippeladsrøret er bygget med et tværmål på 115 mm og en bredde på 2150 mm.

Siderne er fremstillet i 300 mm planke profiler med 4 mm inderside og 2 mm yderside, og forsmækken er konstrueret i 5 mm aluminiumsplade med kraftige I-vanger for montage af stempel.

Den tophængte bagklap er fremstillet i plankeprofil med kraftig kantramme og gummitætninger mod de bagerste stolper. Der er to luftcylindre til at lukke bagklappen.

For at give en større åbning ved aflæsning er bagklappens hængsler flyttet 250 mm fremad. I bagenden er der monteret en skuffe med et såkaldt firefingret luftstyret lukkesystem for bagklappen, samt to rustfrie fingerskruer.

I toppen er kassen afsluttet med en kraftig aluminiumsprofil med skrå kant. Nederst i midten af bagklappen er der monteret en 10” spadeventil til aflæsning af fiskeaffald i påslag eller gennem slange. Ventilen styres bagerst i højre side, så chaufføren kan følge med i hvad han laver.

Tipstemplet er et Penta, der er forstærket og som har fem led. Stemplet opererer med maks. 200 bar i arbejdstryk og mellem stemplet og forsmæksstiverne er der lavet en ekstra galvaniseret stålforstærkning, der optager de ekstra kræfter, som kassen og tipstempel bliver udsat for ved aflæsning af større læs.

Rullepresenning

Ladet er på toppen forsynet med en gennemgående rullepresenning (650G/M2), der ligger i højre side, når presenningerne er kørt til side for lasteoperationer. I ladet er der indsat tværgående skillerum, der er beregnet for transport af fisk som tobis og sild, der lastes med ca. 30 % vand.

Hvis ikke skillerummet var der, ville vand og fisk skvulpe over ved kraftig opbremsning af vogntoget. Skillerummene åbnes og lukkes med luftcylindre, og ladet er også fuldsvejst for transport af fiskeprodukter. I forenden er der desuden monteret en 700 mm skvulpeplade, der kan klappes ned.

Elsystemet har forbindelse til trækkeren via to syvpolede stik og i bagenden er der bl.a. en typisk dansk lygtebestykning med seks trekammer baglygter, to slingerlamper, to nummerpladelys og to baklygter.

Lysanlægget er overalt lavet med fastmonterede kabler på alle lygterne, der er samlet direkte i to samledåser i chassiset. Det sikrer, at der ikke er multistik på lysanlægget, hvor man kan få problemer med saltvand og ir.

Den nye AMT-trailer er et flot produkt med et højt finishniveau, hvor den pæne lakering er med til at hæve niveauet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.095