Surring per kulance

Containere til Grønland: Sælger og speditør frifundet i sag om mangelfuld sikring af container.

Et godt hjerte på rette sted og en ærlig mening i en sund sjæl er jo alt andet lige et par rigtig gode ting eller egenskaber at være udstyret med. Men hvis det i en skadessag er med til, at egenskabernes indehaver i et lyst og positivt øjeblik kommer til at afgive et tilsagn om at kompensere et fremsat krav, kan det godt gå hen og være rigtig skidt.

Den nok så velmenende medarbejder, der afgiver et dækningstilsagn, skal altid huske på, at der dels muligvis efterfølgende kan blive tale om, at virksomheden ikke mener, at medarbejderen har været legitimeret til at afgive tilsagnet – dels at det måske er nogle helt andre, nemlig typisk virksomhedens forsikringsselskab, som i sidste ende skal bestemme, om et erstatningsansvar kan anerkendes. Derfor ser man ofte i claim-sager, at der før eller siden bliver ”svømmet en del rygcrawl”.

Uden at påstå at det var tilfældet i den følgende sag, kan jeg blot konstatere, at en del af argumentationen for den ønskede erstatning, var at en medarbejder hos modparten havde afgivet tilsagn, som senere i forløbet blev bestridt.

Sagen drejede sig om to danske firmaer, der havde handlet køleudstyr med hinanden og udstyret skulle herefter transporteres fra Nordjylland til Grønland med et dansk speditionsfirma som transportør. På et eller andet tidspunkt i forløbet skete der skade på godset og forsikringsselskabet for det firma, der havde bestilt transporten, anlagde efterfølgende sag ved Retten i Aalborg in solidum mod forsikringskundens leverandør og speditøren.

Køberen købte på ex-works vilkår hos sælgeren radiatorkølere til anvendelse i forbindelse med opførelse af et kraft-varmeværk i Grønland. Købesummen udgjorde 491.118 kr. (ekskl. moms).

Ved en e-mail af 18. januar 2010 til køberen påtog sælgeren sig for køberen at demontere de omhandlede radiatorkølere og pakke og surre dem fast i containerne med henblik på transport til Grønland. Som nævnt opstod der en skade undervejs.

Der blev i forbindelse med sagen foretaget et joint survey, som bl.a. konkluderede:

Sælgeren har ifm. Survey 4. maj tilkendegivet at man påtager sig ansvaret for skadernes opståen, men har efterfølgende tilkendegivet at man alligevel, begrundet i handelsbetingelserne, ikke kan påtage sig ansvaret.

Sælgeren har d. 18. januar i mail til køberen tilkendegivet, at ”sælgeren sørger for at surre stativer fast i containere”. Man har dog senere oplyst, at surring er foregået ”pr. kulance.”

Der blev senere udfærdiget en såkaldt final survey report, hvor konklusionen var, at:

Køberens vareforsikringsselskab havde udbetalt erstatning til køberen som forsikringstager og indtrådte (subrogerede) i kravet, og det var derfor forsikringsselskabet, der anlagde sagen i retten med påstand om betaling af godt 346.000 kr.

Forsikringsselskabets advokat anførte i retten, at sælgeren påtog sig netop at forestå fastsurringen af komponenterne, efter at spørgsmål herom var rejst af køberen, der herved gik ud fra, at sælgeren – naturligt – har en særlig viden om, hvorledes ladningssikring bedst foretages af de omhandlede emner, der er produceret af sælgeren.

Forsikringsselskabet fremhæver videre, at det fremgik af et af sagens bilag, at sælgeren havde en væsentlig erfaring med surring af selskabets produkter:

Køberen havde på denne baggrund selvsagt ikke nogen anledning til at være i tvivl om, at den surring, som sælgeren påtog sig at udføre var forsvarlig.

Navnlig havde køberen – efter sælgerens løfte – ikke nogen anledning til at indgå aftale med andre parter om foretagelse af surring, idet køberen som nævnt antog, at sælgeren som producent af de transporterede emner var vidende om, hvorledes disse bedst skulle håndteres og fastgøres med henblik på transport.

Sælgeren tog ikke ved afgivelsen af løfte om at ville fastsurre radiatorkølerne noget forbehold om, at denne lastsikring ikke ville blive udført på en hensigtsmæssig måde, eller at den i øvrigt skulle omgøres eller ikke ville være forsvarlig. Det er ikke godtgjort af sælgeren, at ladningssikringen skulle være blevet foretaget med henblik på nogen anden transport end den, som faktisk skulle udføres til Grønland.

Efter de fremlagte survey-rapporter anerkendte sælgeren i forbindelse med besigtigelsen af skaderne på emnerne, at skaderne var opstået som følge af selskabets utilstrækkelige lastsikring, og en repræsentant fra sælgeren vedgik at være ansvarlig for de indtrådte skader:

Til støtte for den over for speditøren nedlagte påstand anførte forsikringsselskabet, at speditøren var erstatningsansvarlig som følge af at have undladt at foretage en tilstrækkelig sikring af godset i forbindelse med den pakning og surring af godset i containerne.

Speditøren havde ikke dokumenteret, at skaderne ikke opstod som følge af forhold, som speditøren ikke kunne undgå og hvis følger ikke kunne afværges, mens containerne var i speditørens varetægt, jf. NSAB 2000, § 15.

Der var mellem parterne enighed om, at containerne blev åbnet af speditøren i Aalborg med henblik på tillastning til containerne af yderligere gods og surring af dette.

Speditøren var efter forsikringsselskabets opfattelse forpligtet til efter almindelige regler, herunder reglen i NSAB 2000, § 5, til at varetage sin ordregivers interesser med omhu og professionelt vurdere, om godset i containerne var tilstrækkeligt sikret til at kunne tåle påvirkninger ved transporten.

Efter det anførte i de foreliggende survey-rapporter må det lægges til grund, speditøren indså eller burde have indset, at godset ikke var tilstrækkeligt sikret, og speditøren burde derfor have foretaget yderligere lastsikring, eller i det mindste have givet sin medkontrahent, køberen, meddelelse om resultatet af vurderingen.

For så vidt angår muligheden for ansvarsbegrænsning fremhæves det, at der opstod skader på godset i begge containere (og at speditøren var vidende om dette), og at vægten af godset i disse to containere udgjorde i alt 10.320 kg. Det fremhæves herved, at forsendelsen var uanvendelig og ubrugelig til det forudsatte formål, efter at skade var indtrådt på radiatorkølerne.

Speditørens ansvar efter NSAB 2000, § 15 kunne på denne baggrund efter forsikringsselskabets opfattelse ikke begrænses, idet et ansvarsbegrænsningsbeløb ville udgøre SDR 8,33 x 10.320 kg, jf. NSAB 2000, § 22, hvilket oversteg det fremsatte erstatningskrav.

Byretten tog først stilling til kravet mod sælgeren. Et af spørgsmålene i sagen var, om sælgerens repræsentant under survey-forretningen havde anerkendt erstatningsansvaret, men retten fandt ikke, at dette var sket på en retlig bindende måde.

Det var ubestridt aftalt ex works vedrørende varekøbet mellem køberen og sælgeren, uanset denne aftale indlod sælgeren sig på at læsse og surre godset. Efter bevisførelsen skete læsningen af varen per kulance, men der var intet i sagen, der tydede på, at der mellem de professionelle parter var aftalt en begrænsning af det almindelige ansvar.

Lastning per kulance var ikke ansvarsfritagende. Efter bevisførelsen, herunder forklaringerne og survey-rapporterne, har lasten ikke været surret tilstrækkeligt til at kunne klare en søtransport til Grønland.

Retten fandt efter at have læst den fremlagte mailkorrespondance og beskrivelsen af sagsgangen sammenholdt med vidneforklaringerne i retten ikke at det var bevist, at det måtte eller i hvert fald burde have stået sælgeren klart, at lasten skulle transporteres til Grønland direkte uden ompakning.

Det fandtes ikke at kunne ændre på dette, at sælgeren, ved brev af 6. juni 2010, hvor de afviste at være ansvarlige og altså efter skaden skrev, at de i andre sager havde foretaget surring per kulance i relation til ex works klausulen.

At godset skulle pakkes i en container kunne – efter det beskrevne – ikke føre til et andet resultat. Det kunne konstateres, at speditøren ikke konstaterede synlige skader allerede efter landevejstransporten, ligesom survey-rapporten omhandlede skader, der var sket til søs pga. skibets rulning mv. Herefter blev sælgeren frifundet.

Retten gennemgik herefter kravet fremsat mod speditøren og fandt efter bevisførelsen, at der ikke var holdepunkter for at antage, at speditøren som professionel aktør med de oplysninger, som speditøren havde til rådighed og med den opgave, de havde påtaget sig, skulle have eller burde have stået speditøren klart, at godset ikke var surret på en måde, der gjorde lasten egnet til transport til Grønland.

Det var ikke bevist, at der var mangler ved den synlige surring, hvorefter det kun ved at tage lasten ud af containerne kunne konstateres, at der ikke var foretaget surring i den ene bevægelsesretning på tilstrækkelig måde – hvilket ikke var en del af det opdrag, speditøren havde.

Det var endvidere ikke muligt for speditøren at konstatere, at der var monteret en form for hjul under lasten, hvilket naturligt ville medføre en skærpet interesse for godsets surring.

Det var ikke på anden måde sandsynliggjort, at speditøren skulle have påvirket eller ændret muligheden for skade ved at flytte rundt på en mindre del af det gods, der blev opbevaret nær containerens dør og heller ikke ved at fylde yderligere gods ind i denne del af containerne. Herefter fandtes speditøren ikke at have handlet ansvarspådragende og speditøren blev frifundet.

Summa summarum blev således, at køberens (forsikringsselskabets) krav mod såvel sælger som speditør blev afvist og forsikringsselskabet blev pålagt at betale omkostninger til begge disse to frifundne parter.