Det lyder som en selvfølgelighed, men det er det ikke: Transport koster.
Af Gwyn NissenIndustri og handel synes imidlertid at være nået til enighed om, at transport ikke koster. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man ser transport- og logistikbranchens overskudsgrader – hvis der da overhovedet er sorte tal på bundlinjen.
Hvad gør man så? Maersk Lines nye direktør Søren Skou har lagt en ny kurs: Fragtraterne skal op – og når det danske rederi som markedsleder hæver raterne, så følger alle de andre selvfølgelig trop.
Ramaskrig. Danske importører råber op om aftalt spil, og i Børsen giver de deres utilfredshed til kende over de ”urimelige prisforhøjelser”.
Danske Seaintel har netop regnet ud, hvad priskrigen har kostet containerrederierne: 11,4 milliarder dollar – eller hvad der svarer til to Nasa-rumfærger og 18 missioner. Maersk Line har betalt sin pæne andel med sidste års gigant-underskud på 3,4 milliarder kroner.
Rateforhøjelserne er ikke aftalt spil. Det er en simpel nødvendighed, for det er ikke kun transportkøberen, der skal overleve. Det samme skal transportøren.
Man kan spørge sig selv, hvad der er mest urimeligt: At kunderne skal til at betale en fair pris for transporten, eller om rederierne skal blive ved med at ”finansiere et rumfærge-program”.
Der er da ingen, der med ramme alvor kan mene, at Maersk Line og andre fortsat bør forære deres serviceydelser væk. Så hvordan disse transportkøbere kan stille sig op i et hylekor er uforståelig – ja næsten pinlig.
Andre brancher indenfor transport & logistik kunne måske ligefrem lære af Maersk Line. I hvert fald var en DTL-lokalformand forleden ind på, at vognmanden er sin egen værste konkurrent, fordi han har glemt det lille ord: Nej.
Nej, transport kan ikke købes for en slik. Det koster en rumfærge eller to, og dem skal forbrugerne betale – ikke transportbranchen.