Politiet fik sig en overraskelse, da det anholdt to dieseltyve i Munkedal nær Göteborg.
Efter at have sat den ene anholdte ind i patruljevognen, vendte betjentene deres opmærksomhed mod den anden mand.
Det udnyttede den snarrådige dieseltyv, der låste patruljevognens døre indefra og drønede væk. Politiet fandt senere deres patruljevogn ved hjælp af GPS, men tyven var stukket af.
Historien slutter dog ikke her, for tyvens egen bil, som politiet havde konfiskeret på gerningsstedet, blev senere stjålet fra politistationen i Munkedal. Om det var diesel-tyven, der havde stjålet sin bil tilbage, er endnu uvist.