Danske chauffører må fortsat indstille sig på at have både et førerkort til den digitale tachograf og et kørekort.
Det er konsekvensen af, at EU’s medlemslande ikke kan blive enige om et forslag fra Kommissionen om at integrere de to kort i ét kort. Uenigheden er så stor, at man heller ikke kan blive enige om at lade det være frivilligt for medlemslandene at integrere de to kort. Bestemmelsen bliver i stedet skrevet helt ud af forslaget.
I DI Transport beklager man udviklingen.
- Vi havde gerne set, at man kunne integrere de to kort, da det ville fjerne en del administrativ bøvl. Forslaget har været en del af regelforenklingsarbejdet med Trafikstyrelsen, og set i det lys er det beklageligt, at man ikke engang kan lade det være frivilligt for medlemslandene at integrere de to kort siger chefkonsulent i DI Transport Rune Noack.
DI Transport har dog håb om, at man i Danmark kan integrere uddannelsesbevis og kørekort.
- Da man allerede har gjort dette i andre lande, burde det i det mindste ikke give problemer med EU-reglerne, så det vil vi fortsat tage med i regelforenklingsarbejdet, siger Rune Noack.