Den fælleseuropæiske flyproducent Airbus opfordrer sammen med seks luftfartsselskaber EU-ledere til at droppe en ny CO2-afgift på flybrændstof.
Det sker i en skriftlig henvendelse, skriver den britiske avis Financial Times. Selskaberne skriver, at afgiften indebærer en uacceptabel trussel mod flyindustrien og selskabernes økonomi.
Brevet kommer, efter at Airbus' moderselskab EADS har oplyst, at Kina har blokeret kinesiske flyselskabers køb af Airbus-fly i protest mod afgiften.
De seks flyselskaber er britiske British Airways og Virgin Atlantic, tyske Lufthansa og Air Berlin, Air France og spanske Iberia.
Tirsdag advarede den internationale luftfartsorganisation Iata om, at afgiften kan føre til en handelskrig.
Tidligere har flere end 10 lande protesteret over afgiften. Blandt andre Kina, Rusland og USA. De hævder, at CO2-afgiften er i strid med internationale aftaler og love.