ITD hilser politisk interesse for nytænkning af citylogistikken velkommen.
Citylogistik rimer for mange i transportbranchen rigeligt på myndighedernes utidige indblanding i godstransporten til og fra storbyer. Men frygten for et kostbart planøkonomisk mareridt er overdrevet. For der er både tid og penge at spare ved at kaste sig over smartere godskørsel i byerne. Det var budskabet på en konference i København i sidste uge.
Det er Københavns Kommune, der har planer om en citylogistikordning i hovedstaden, som havde arrangeret konferencen, der havde deltagere fra store dele af Europa og USA.
Københavns Kommune ønsker at optimere citylogistikken, for at reducerer trængslen og vareleveringens miljøbelastning.
- Der er kamp om gadearealerne, og der er mange penge i at gøre bylogistik bedre og mere intelligent, mente miljøminister Ida Auken (SF), der indledte konferecen.
I København er målet i første omgang at få samlet en mindre mængde butikker til at køre et forsøg. En terminal skal placeres i nærheden af centrum, og herfra skal små køretøjer køre varer ud til de tilmeldte butikker. Lige nu er kommunen ved at søge politisk godkendelse og ekstern finansiering.
Spændende erfaringerSelv om flere tidligere forsøg – herunder et i København – slet ikke opfyldte forventningerne, så er holdningen til nye tiltag på citylogistikområdet positiv i brancheorganisationen International Transport Danmark (ITD).
ITD har længe været involveret i et lignende projekt i Region Syddanmark ved navn 24T Transport. Projektet fokuserer især på leverancer til dagligvarebutikker i boligområder, og her viser erfaringerne, at særligt støj er et problem.
- ITD er meget positive over for levering af varer i ydertimerne. Lastbiler skal ikke fylde på skoleveje mellem syv og otte om morgenen, blot fordi det ikke er tilladt at levere varer til butikker før klokken syv, siger ITD’s underdirektør Poul Bruun.
Forsøget i Region Syddanmark kører uafhængigt af det københavnske projekt. 24T Transport fik for kort tid siden en bevilling fra Trafikstyrelsen på tre millioner kroner til næste fase.
- Trafikstyrelsen kalder vores forsøg for meget praksisnært og siger, at det har givet gode erfaringer. Citylogistik-forsøget i København giver forhåbentlig yderligere brugbar viden, lyder det fra Poul Bruun.
Det skriver ITD.
Forskelligt fokusForsøget i Region Syddanmark har et andet fokus en det der nu er i støbeskeen i København. I Syddanmark er formålet særligt at få lempet reglerne for transport i ydertimerne og afprøvet ny teknologi, så leverancer i ydertimerne bliver en reel mulighed. 24T Transport fokuserer især på leverancer til dagligvarebutikker i boligområder
I København er fokus på en hel ny organisering af logistikken.
Her skal Indre By serviceres via en citygodsterminal, der placeres uden for det centrale København. Leverandører og transportører kan levere direkte til terminalen. Herfra bliver leverancerne til butikker samlet og omlastet til mere miljøvenlige biler. Målet er at effektivisere distributionen og reducere antallet af tunge køretøjer i Indre By.
Tredje forsøgSamtidig er et helt tredje forsøg med godstransport i ydertimerne ved at blive sparket i gang i landets fire største byer. Her er søgelyset rettet mod varekørsel i bykerner
- De mange forsøg gør, at vi får skubbet til grænserne, så vi kan udnytte infrastrukturen optimalt hele døgnet rundt. Det vil mindske trængslen og gavne miljøet. I sidste ende håber vi, at tidsmæssige begrænsninger på transporten forsvinder, og at miljøzonepåbud ikke sætter en stopper for effektiv transport i ydertimerne. Det er selvfølgelig vigtigt, at det kan gøres uden unødig generende støj for beboerne, lyder det fra Poul Bruun.
Fokus på kundenKonferencen i København afslørede, at vognmanden skal holde skarpt fokus på kunden. Det fortalte Birgit Hendriks, som i den hollandske by Nijmegen står bag et af de mest succesfulde forsøg med citylogistik, Binnenstadservice.
- Nøglen er, at alle skal have værdi ud af det, ikke kun transportørerne. Som vognmand skal du tænke på, hvordan store kæder, kontoret og den lille butik kan få fordele, sagde hun.