SAS havde en stigning i passagertrafikken på 4,5 pct. målt på passagerkilometer (RPK) i februar i forhold til samme periode af 2011.
Luftfartsselskabets sædekapacitet steg med 4 pct., hvilket medførte en belægning på 66,9 pct. Belægningsprocenten er 0,3 pct.point højere end i februar sidste år.
SAS transporterede 2,1 mio. passager, hvilket er 6,2 pct. flere end i februar sidste år.
Yield'en, der dækker over indtjeningen per fløjet passagerkilometer, faldt i januar med 1,2 pct. For februar ventes yield'en at være svagere end januar.
Nedgang for Cimber
Cimber Sterling oplevede derimod i februar en nedgang i passagertrafikken, målt på egen aktivitet og antal passagerkilometre (RPK), på 17 pct.
Den udbudte kapacitet blev reduceret med 26 pct., hvilket udmøntede sig i en forbedring i kapacitetsudnyttelsen på 7 procentpoint til 69 pct.
- Yielden blev 1,35 kr. i januar 2012, svarende til en stigning på 15 pct. sammenlignet med januar 2011. Yielden på Indenrigs og Regional viste fremgang, mens Yielden på Leisure faldt, skriver Cimber i sin månedlige trafikstatistik.
Efter offentliggørelsen af passagertal får aktiekursen endnu et hak nedad. Kursen falder onsdag middag med 4,75 procent til kurs 1.
Kursfaldet betyder, at aktien nu er på det laveste niveau nogensinde, og at den koster det samme som et stykke bobletyggegummi.