Hver femte passager fra de danske lufthavne klemmer kroppen på plads i et af lavprisselskabernes sæder.
Andelen er fordoblet på ganske få år, for discountoperatørerne vokser langt mere end konkurrenterne, og de har bestilt masser af nye fly, som bliver leveret i de kommende år, skriver Jyllands-Posten.
Væksten presser de traditionelle flyselskaber, der har væsentligt højere omkostninger. Sidste år solgte lavprisselskaberne omkring 5 mio. enkeltbilletter fra danske lufthavne, og det tal vil vokse år for år.
- Der er al mulig grund til at forvente, at væksten vil fortsætte. Lavprisselskaberne vil tage markedsandele og kapre kunder - også i de kommende år, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til Jyllands-Posten.