Finanskrisen raser stadig, og danske speditører og vognmænd oplever fortsat med jævne mellemrum, at ordregiver ikke kan betale eller i værste fald må dreje nøglen om og erklæres konkurs.
Af Anders Hedetoft, Delacour Dania, ÅrhusSpeditørens håndpanteret efter NSAB 2000 § 14 har derfor været – og er fortsat – en vigtig sikring af speditørens krav vedrørende transport og opbevaring. Det har hidtil været en udbredt opfattelse i transportbranchen, at speditørens håndpanteret i kraft af dennes rådighedsberøvelse altid vil have prioritet forud for øvrige rettighedshavere. Bestemmelsen er sålydende:
”§ 14Speditøren har panteret i gods, som er under speditørens kontrol, dels for alle på godset hvilende omkostninger – vederlag og lagerleje iberegnet – dels for samtlige speditørens øvrige fordringer på ordregiver hidrørende fra de i § 2 nævnte opgaver.
Bortkommer eller ødelægges godset, har speditøren tilsvarende ret over er-statningsbeløb fra forsikringsselskabet, fragtførere eller andre.
Betales speditørens forfaldne fordringer ikke, er speditøren berettiget til på betryggende måde at lade sælge så meget af godset, at speditørens samlede fordringer inklusive omkostninger dækkes. Speditøren skal så vidt muligt i god tid underrette ordregiveren om de skridt, speditøren agter at foretage med henblik på salg af godset.”
En netop afsagt principiel dom fra Vestre Landsret ændrer nu på denne retsstilling. Dommen fastslår, at virksomhedspanthavere har prioritet forud for speditørens håndpanteret, uanset speditøren har rådigheden over varerne.
Speditøren havde i den aktuelle sag i en årrække haft et løbende samarbejde med ordregiver om transport, opbevaring og håndtering af varer, som ordregiver havde købt i udlandet. NSAB 2000 var (antog landsretten) vedtaget mellem parterne og speditøren havde således håndpant i de varer, som speditøren havde i sin rådighed som følge af transport og opbevaring.
Samarbejdet mellem speditøren og ordregiver blev indledt i 2002. Ordregivers pengeinstitut fik i juli 2008 tinglyst et virksomhedspant, der blandet andet omfattede det varelager, som speditøren førte for ordregiveren. Ordregiver blev erklæret konkurs i august 2010.
På tidspunktet for ordregivers konkurs bestod varelageret dels af varer, der var indkøbt før tinglysningen af pengeinstituttets virksomhedspant, og dels af varer indkøbt efter dette tidspunkt.
Præmisserne i Landsrettens dom fastslår, at de varer, som ordregiveren erhverver hos sine leverandører efter tidspunktet for tinglysning af virksomhedspantet, bliver omfattet af virksomhedspantet med prioritet fra tidspunktet for erhvervelse af varerne – altså allerede på det tidspunkt, hvor ordregiver indgår aftale med sin leverandør.
Speditørens håndpanteret efter NSAB § 14 har derimod tidligst prioritet fra det tidspunkt, hvor der er sket rådighedsberøvelse – altså på det tidspunkt, hvor speditøren eller vognmanden, som speditøren har engageret til at udføre transporten, har fået varerne i hænde.
Landsretten når således frem til, at speditørens håndpanteret havde første prioritet i de varer, som ordregiveren havde købt, før virksomhedspantet blev tinglyst i juli 2008, mens virksomhedspanthaver havde første prioritet i varerne indkøbt efter tinglysningstidspunktet.
Speditøren må med andre ord respektere pengeinstituttets virksomhedspant, selv om speditørens håndpanteret var stiftet tidligere end pengeinstituttet fik tinglyst sit virksomhedspant.
Dommen har som konsekvens, at speditøren altså ikke uden videre kan gå ud fra, at speditøren har tilstrækkelig sikkerhed i ordregivers varelager eller andet gods, som speditøren har i sin varetægt. Speditøren bør løbende undersøge eller afklare, om ordregiver har givet sit pengeinstitut virksomhedspant – oplysninger herom er offentlig tilgængeligt, idet pengeinstituttet skal tinglyse sin panteret.
Så ja, speditøren har grund til bekymring.
BREAKING