På lager: Speditionsfirma kom til at tilbagebetale uberettiget opkrævet lagerleje af kunde.

Speditørerne kan ifølge deres egne forretningsbetingelser - NSAB 2000 - blive ansvarlige for fejl og forsømmelser i forbindelse med bl.a. opbevaring af kundernes gods. Det kan ske efter en bevisbyrderegel, der påhviler kunderne at løfte bevisbyrden for, at der er begået fejl i modsætning til tilfældet, hvor NSAB 2000 ikke er gældende. I det tilfælde gælder i stedet en gammel regel i Danske Lov 5-8-14, hvor bevisbyrden påhviler i det her tilfælde speditøren.

§ 27 blev i en sag, der fornylig er afgjort ved Vestre Landsret gjort gældende af et firma, der var kunde hos et dansk speditionsfirma og sidstnævnte bragte omvendt pante- og tilbageholdsretten i NSAB 2000 § 14 på banen. Efter denne bestemmelse har speditøren en udvidet panteret for både aktuelle og tidligere fordringer, men det kræver, som sagen også kom til at vise, at der rent faktisk er tale om et krav, som kan sandsynliggøres af speditøren.

I sagen havde speditionsfirmaet påtaget sig at opbevare gods for kunden og det var bl.a. aftalt, at kunden selv skulle sørge for forsikringsdækning af det oplagrede gods.

I december 2007 forsvandt en række af de pallerammer, som var i speditørens besiddelse og kunden anmeldte til sit forsikringsselskab, der imidlertid afslog at udbetale erstatning under henvisning til, at pallerammerne ikke havde befundet sig i forsvarligt aflåst bygning eller lokale.

Den 21. december 2007 sendte kunden herefter en faktura til speditøren på godt kr. 85.320 vedr. 1422 stk. pallerammer og speditøren betalte fakturaen den 10. januar 2008, men kom senere retur med en forklaring om, at betalingen skyldtes en fejl.

Den 5. december samme år tilkendegav kunden, at man anså samarbejdet for opsagt af speditøren og oplyste samtidig, at man ville sørge for flytning af varelageret senest den 31. december 2008, hvorefter speditøren den 15. december udstedte en faktura på kr. 221.230 til kunden for månedsafregning for december 2008 og feriepenge til to medarbejdere, der som led i deres ansættelse hos speditøren var beskæftiget med at håndtere kundens varer.

Samtidig stillede speditøren krav om, at kunden skulle betale regningen, inden kunden kunne fortsætte, og speditøren udnyttede herefter tilbageholdelsesret i kundens varelager.

Imidlertid indgik parterne i april 2009 en aftale om, at kunden kunne få varelageret udleveret mod betaling af kr. 88.303, svarende til en forholdsmæssig betaling for leje indtil december 2008 og man var i øvrigt i en vis fordragelighed enige om, at det indbyrdes mellemværende skulle afklares ved en retssag.

Sagen blev herefter i første omgang indbragt for Retten i Århus og her gjorde speditøren bl.a. gældende, at der er krav på tilbagebetaling af kr. 85.320 kr. i forbindelse med tyveri af stjålne pallerammer.

Beløbet blev udbetalt ved en fejl, som hurtigt blev opdaget og forsøgt rettet, og den fejlagtige betaling blev foranlediget af, at kunden fremsatte sit krav om erstatning som en sædvanlig handelsfaktura, hvor det ikke fremgik, at der var tale om et erstatningskrav.

Speditøren var efter egen opfattelse ikke ansvarlig for tyveriet, idet der ikke var givet særlige instrukser om indendørs opbevaring af pallerammerne. Det er i overensstemmelse med branchesædvane at opbevare pallerammer og lignende udendørs, og dette er ikke bestridt før under hovedforhandlingen.

Speditøren anførte, at det både er sædvanligt og almindeligt, at udendørs lagerområder ikke er aflåst, og dette er ikke bestridt. Speditøren har forestået opbevaringen af pallerammerne på en måde, som enhver anden professionel speditør ville have gjort det, og speditøren har dermed udvist tilbørlig omhu ved opbevaringen, jf. NSAB 2000 § 27 C. Det er i øvrigt kunden, der bærer bevisbyrden for, at der ikke er udvist tilbørligt omhu.

Speditøren anførte, at kunden ikke havde anvist en særlig opbevaringsmåde, men tværtimod havde kendskab til den udendørs opbevaring af pallerammerne og har ved ikke at protestere herimod samtykket faktisk og reelt til opbevaringen.

Der var tit repræsentanter for kunden på pladsen. Lagerpladsen satte en fysisk begrænsning for indendørs opbevaring, og dette var kunden bekendt med. Kunden har under alle omstændigheder udvist egen skyld. Opbevaringen af pallerammerne var ikke en del af speditørens egentlige ydelse til kunden, der bestod af opbevaring, udtagning og pakning af komponenter og beslag. Opbevaringen af pallerammerne var alene en perifer del af aftalen, som muliggjorde, at kundens varer blev pakket på speditørens sted.

Formålet med opbevaringen af pallerammerne var således ikke at sikre dem mod tyveri, men at muliggøre, at udtagningen og pakningen foregik på den for kunden mest rentable og hensigtsmæssige måde. Det var aftalt mellem parterne, at kunden selv skulle tegne forsikring, der dækkede indbrudstyveri.

Det undlod kunden, hvorfor denne efter speditørens opfattelse selv måtte bære risikoen for tyveriet.

Byretten lagde til grund, at ejerne af og flere medarbejdere hos det firma, som var kunde hos speditøren, jævnligt var på speditørens opbevaringsplads, hvor pallerammerne blev opbevaret udendørs. Retten anså det herefter for tilstrækkelig godtgjort, at kunden var bekendt med, at pallerammerne blev opbevaret udendørs.

Det kunne endvidere lægges til grund, at det var aftalt, at kunden selv skulle stå for forsikring for bl.a. indbrudstyveri, men at tyveriet af pallerammerne ikke var omfattet af en tegnet forsikring, idet de ikke var i forsvarligt aflåst bygning eller lokale.

Ved afgørelsen af, om speditøren herefter havde handlet ansvarspådragende ved opbevaringen af de stjålne pallerammer, blev det indledningsvis bemærket, at speditøren ikke havde godtgjort, at det var sædvanligt, at udendørsarealer ikke var aflåst. Det måtte tværtimod efter bevisførelsen lægges til grund, at opbevaringsområdet normalt var aflåst for kørsel ved hegn og en låst port, når der ikke var medarbejdere til stede.

Det måtte endvidere lægges til grund, at kunden var bekendt hermed. Det måtte yderligere lægges til grund, at speditøren efter at have konstateret, at porten var blevet beskadiget og ikke kunne låses, ikke foretog sig andet end at rette henvendelse til grundejeren og således hverken foretog konkrete foranstaltninger til at sikre de udendørs opbevarede pallerammer mod tyveri eller orienterede kunden om, at opbevaringspladsen ikke længere var aflåst.

Med bemærkning om, at det måtte lægges til grund, at der var tale om et samtidigt tyveri af 1.422 stk. pallerammer, fandt retten, at speditøren under de anførte omstændigheder var erstatningsansvarlig for pallerammernes bortkomst. Speditøren kunne derfor ikke på baggrund af et krav om tilbagebetaling i relation til pallerammerne udøve tilbageholdsret i de øvrige varer, som blev opbevaret for kunden.

Retten fandt ikke, at der alene på baggrund af speditørens opgørelse af 31. juli 2008 over ubetalte fakturaer var dokumenteret den nødvendige nærliggende risiko for manglende rettidig betaling af lejen for december 2008, som speditøren kunne påberåbe sig som anticiperet misligholdelse som grundlag for udøvelse af sådan tilbageholdsret.

På det anførte grundlag var det således uberettiget, at speditøren udøvede tilbageholdsret i de varer, som blev opbevaret for kunden.

Parterne havde oplyst, at den betalte forholdsmæssige lagerleje til og med den 19. december 2008 udgjorde 88.303,89 kr. På baggrund af denne oplysning fra parterne blev den lagerleje fastsat, som kunden herefter skulle betale for resten af december 2008, til 55.770 kr.

Speditøren ankede til landsretten, der indledningsvis bemærkede, at speditøren ifølge § 14, stk. 1, i NSAB 2000, der ubestridt var gældende for retsforholdet mellem parterne, havde panteret i gods, som var under speditørens kontrol. Panteretten var efter bestemmelsen ”dels for alle på godset hvilende omkostninger – vederlag og lagerleje iberegnet - dels for samtlige speditørens øvrige fordringer på ordregiver”. Speditøren var ikke efter bestemmelsens ordlyd sammenholdt med indholdet af bestemmelsen i § 14, stk. 3, afskåret fra at kræve uforfaldne fordringer mod ordregiveren for påløbne omkostninger vedrørende godset betalt som betingelse for, at godset blev udleveret.

Også efter bevisførelsen for landsretten var det bevist, at speditøren af de grunde, som byretten havde anført, var erstatningsansvarlig for pallerammernes bortkomst over for kunden.

Landsretten tiltrådte endvidere med samme begrundelse, som byretten havde anført, at speditøren ikke havde krav på betaling af feriepenge vedrørende de to medarbejdere, der som led i deres ansættelse hos speditøren var beskæftiget med at håndtere kundens varer.

Efter bevisførelsen blev det lagt til grund, at den tilbageholdsret, som speditøren udøvede over for kunden, udsprang af tvisten vedrørende tyveriet af pallerammerne og af tvisten vedrørende feriepenge. Da speditøren, som anført, ikke havde krav på betaling, tiltrådte landsretten, at speditøren ikke var berettiget til at udøve tilbageholdsret for disse krav.

Der var ikke grundlag for at antage, at kunden ikke i forbindelse med samarbejdets ophør i december 2008 ville have betalt den lagerleje, der var påløbet, samtidig med udlevering af varerne. På denne baggrund havde speditøren ikke krav på betaling af lagerleje for januar-april 2009, og disse krav havde derfor heller ikke kunnet begrunde tilbageholdsret. Landsretten tog derfor kundens frifindelsespåstand til følge.