Et politisk udvalg skal nu til at se på landevejstransportens rammevilkår, og fra organisationernes side er der en – i øvrigt vidt forskellig - forventning om, hvad udvalget vil/skal finde frem til.
Af Gwyn NissenDog er Dansk Transport & Logistik, International Transport Danmark og Frie Danske Lastbilvognmænd enige om, at det skal være nemmere at drive virksomhed i Danmark.
I den sammenhæng er det interessant, at netop ITD peger på, at når deres medlemmer udflager lastbiler til udlandet, så sker det af nød – og ikke af lyst. Danske chaufførlønninger kan ikke konkurrere mod billige tyske eller østeuropæiske chauffører, når godset køres internationalt.
Men de hjemlige rammer for landevejstransporten er, når det kommer til stykket, kun en mindre del af problematikken. Jovist, der kan – og bør - lempes på regler og bureaukrati, og måske kan de hetzlignende tilstande fra kontrollerende myndigheder endelig bringes til ophør. Det ville være et godt resultat.
Men det vil mest af alt være af psykologisk betydning for branchen, og ikke have den helt store forretningsmæssige effekt. Men lidt har selvfølgelig også ret, og hvis ikke organisationerne skulle kæmpe for deres medlemmers rammebetingelser – hvem skulle så?
Grundlæggende handler tilstanden i transportbranchen om at have nok at køre med, om at dansk erhvervsliv har gang i hjulene: At råvarer køres til Danmark, forarbejdes og sendes ud af landet i forædlet stand.
Her snakker vi til gengæld rammevilkår for dansk industri – og ikke kun for landevejstransporten. Det skal fortsat kunne betale sig at producere i Danmark. Det er ikke sikkert, at vi kan trække tabte arbejdspladser tilbage, men måske kan vi beholde de industrier vi har i dag.
Hvis det er muligt, så vil der også være nok at køre med.
Regeringen har prøvet at kickstarte dansk økonomi, men som jeg læste i en Facebook-opdatering forleden: Har de ikke fundet ud af, at man ikke kickstarter i dag, men sætter nøglen i tændingslåsen og starter?
Politikerne har tilsyneladende endnu ikke fundet den rigtige nøgle – men det haster, kære venner: Infrastrukturprojekter, byggeri og industri skal op i gear, så følger privatforbruget efter.
Og så skal en topprofessionel dansk transportbranche nok sørge for, at få godset bragt rundt – herhjemme og i Europa.
Men der er altså brug for en stor løsning for hele landet – ikke en lappeløsning for en enkelt branche, der er et af de sidste led i kæden.