Pas på virksomhedspant

Panden imod mur: Speditionsfirmas håndpanteret delvist tilsidesat i retssag mod bank.

Den danske tinglysningslov blev for nogle år siden ændret, således at særligt bankerne fik mulighed for at sikre deres nuværende eller kommende tilgodehavende gennem såkaldt virksomhedspant. Ud over at bankens kunder i visse situationer kan føle sig lidt mere klemt af banken i en krisesituation, er der grund til for omverdenen (virksomhedens andre kreditorer f.eks. speditørerne), at være opmærksom på om virksomhedspant er etableret, idet det i givet fald i visse situationer kan forringe eksempelvis speditørens panteret.

Tinglysningsloven fik med § 47 c. en bestemmelse om at, ”Indehaveren af en erhvervsvirksomhed kan ved anvendelse af skadesløsbrev underpantsætte, hvad virksomheden ejer og fremtidig erhverver (virksomhedspant)” og der er i loven bland andet opregnet forskellige eksempler på, hvad der kan og ikke kan underpantsættes. Underpant kræver i modsætning til håndpant ikke at kreditorerne fysisk ”sætter sig på” aktiverne, så man må i tingbogen for at tjekke det på samme måde som ved fast ejendom.

I forrige nummer af Danmarks Transport-Tidende fortalte jeg om en retssag, hvor et speditionsfirma havde problemer med at komme igennem med håndpanteretten i NSAB 2000, § 14.

Samme speditionsfirma har nu til dels igen løbet panden imod samme mur i en sag, der nu er afgjort af Vestre Landsret.

Sagen drejede sig om en konflikt mellem påståede rettigheder over et varelager tilhørende et dansk firma (importøren), som importerede og videresolgte brugskunst og møbler, mv.

Importøren havde i en årrække haft et samarbejde med et dansk speditionsfirma om transport til Danmark af varer, som importøren havde indkøbt i udlandet og om opbevaring og håndtering af disse varer. I den forbindelse korresponderede parterne på e-mail og afslutningsvist sendte speditørens repræsentant en e-mail til direktionen i importfirmaet med følgende indhold:

Herudover var de pågældende e-mails affattet på dansk.

I juni 2008 indgik importøren en lageraftale med speditøren om bl.a. opbevaring og håndtering af importørens varelager. I aftalen, der var udformet som et brev af 2. juni 2008 fra speditøren – trykt på importørens brevpapir – til importøren, var følgende anført med småtryk nederst på side 1:

Det fremgik af aftalen, at betalingsbetingelserne var ”løbende måned + 25 dage”, og at aftalen var gældende til den 31. december 2009.

I januar 2010 indgik importøren og speditøren en ny lageraftale, der var gældende til den 31. december 2010. Denne aftale var også udformet som et brev, dateret den 18. januar 2010, og trykt på speditørens brevpapir. Aftalen var på ovennævnte punkter identisk med aftalen fra juni 2008.

§ 14, stk. 1, i NSAB 2000 har følgende ordlyd:

Importøren havde i en årrække benyttet et fast pengeinstitut som bankforbindelse (banken). Til sikkerhed for bankens tilgodehavende hos importøren fik banken den 24. juli 2008 tinglyst et virksomhedspant.

Det fremgik af det tinglyste skadesløsbrev, at panteretten omfattede

hvilket bl.a. drejede sig om

Det fremgik endvidere, at panteretten blev stillet til sikkerhed for skadesløs betaling af,

Skadesløsbrevet blev i december 2008 og maj 2010 forhøjet til henholdsvis 25.000.000 kr. og 30.000.000 kr.

Importøren blev erklæret konkurs i august 2010. Det fremgik af en udateret lagerliste fra importørens lagerstyringssystem, at der var registreret varer på lageret til en samlet værdi af knap 16.900.000 kr, og at knap 2.800.000 kr. heraf udgjordes af varer indkøbt i eller forud for 2. kvartal 2008. Listen omfattede varer tilgået lageret i 3. kvartal 2010.

Efter anmodning fra kurator udarbejdede en vurderingsmand en vurderingsredegørelse pr. 24. august 2010. Om varelageret hos speditøren fremgik det bl.a., at kostprisen ifølge lagerlister udgjorde ca. 17.000.000 kr. pr. juli 2010 og ca. 15.100.000 kr. pr. 24. august 2010.

Det fremgik endvidere, at vurderingsmanden havde skønnet, at hovedparten af varerne var langsomt omsættelige, og at han ved vurderingen af den samlede værdi af varelageret derfor havde foretaget en nedskrivning med ca. 9.600.000 kr. til 5.500.000 kr. ”ved målrettet salg”.

Der opstod i forbindelse med konkursen strid mellem banken og speditøren om retten til at søge sig fyldestgjort i varelageret for selskabernes krav mod importøren.

Speditøren var af den opfattelse, at selskabet i medfør af lageraftalen og henvisningen til § 14 i NSAB 2000 havde opnået håndpant i varelageret, at selskabet herudover i øvrigt havde tilbageholdsret i varelageret i medfør af de ulovsbestemte regler herom, og at disse rettigheder havde prioritet forud for bankens virksomhedspant. Banken var uenig heri.

Speditøren og banken blev imidlertid enige om, at speditøren ville frigive varelageret til banken mod bankens deponering af et beløb svarende til speditørens krav mod importøren. Parterne indgik således den 26. august 2010 en deponerings- og godudleveringsaftale.

Det fremgik af aftalens punkt 2.1, at deponeringskontoen blev oprettet i banken og at den var rentebærende. Endvidere fremgik det at aftalens punkt 4.1, at påløbne renter blev tilskrevet kontoen og blev fordelt mellem parterne i det omfang, parterne fik ret til det deponerede beløb. Kontoens rentesats var ikke omtalt i aftalen.

Banken deponerede herefter et beløb på 3.539.230,98 kr. på en sikringskonto og anlagde nærværende retssag.

Vestre Landsret slog fast, at banken den 24. juli 2008 fik tinglyst et virksomhedspant i alt, hvad importøren ejede og fremtid erhvervede af bl.a. færdigvarer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 1 og 2, jf. stk. 3, nr. 2.

Det varelager, som importøren på tidspunktet for selskabets konkurs opbevarede hos speditøren, bestod dels af varer, der var indkøbt før tinglysningen af virksomhedspantet den 24. juli 2008, dels af varer indkøbt efter dette tidspunkt.

Retten henviste til, at bestemmelsen i tinglysningslovens § 47 c, stk. 1, måtte – i overensstemmelse med dens forarbejder – forstås således, at varer som importøren havde erhvervet efter den 24. juli 2008 blev omfattet af virksomhedspantet med prioritet fra tidspunktet for erhvervelsen af de individualiserede varer.

Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at importørens varer forud for afsendelsen til Danmark blev emballeret og pakket i container af selskabets leverandører. Senest på dette tidspunkt havde importøren erhvervet varer, jf. tinglysningslovens § 47 c, stk. 1.

Håndpantet og/eller tilbageholdsret for speditøren havde tidligst prioritet fra det tidspunkt, hvor der var sket rådighedsberøvelse. Da rådighedsberøvelsen tidligst kunne være foretaget på det tidspunkt, hvor de fragtfirmaer, som speditøren havde engageret til at udføre transporterne, fik containerne i hænde, havde bankens virksomhedspant prioritet forud for en eventuel håndpanteret og tilbageholdsret for så vidt angik de varer, som importøren havde erhvervet efter den 24. juli 2008.

For så vidt angik de varer, som importøren havde erhvervet forud for den 24. juli 2008, ville virksomhedspantet få prioritet heri fra tidspunktet for tinglysningen den 24. juli 2008. Spørgsmålet var herefter, hvorvidt speditøren forinden dette tidspunkt havde opnået en håndpanteret eller tilbageholdsret i disse varer, som havde prioritet forud for virksomhedspantet.

Til brug for afgørelsen af dette spørgsmål, lagde landsretten efter bevisførelsen til grund, at der i en længere årrække forud for juni 2008 havde været en samhandel mellem speditøren og importøren om bl.a. opbevaring og transport af varer, og at der i speditørens e-mails og regninger til importøren i denne periode regelmæssigt var medtaget en bemærkning på engelsk eller dansk om, at alle opgaver blev udført i henhold til NSAB 2000, ligesom der blev henvist særskilt til bestemmelsen i § 14 om panteret.

Henset hertil og til at NSAB 2000 var et ”agreed document”, at der i lageraftalen fra juni 2008 var medtaget en bemærkning på dansk om, at alle opgaver blev udført i henhold til NSAB 2000, ligesom opmærksomheden særligt blev henledt på bl.a. bestemmelsen i § 14 om panteret, og at importøren var en professionel kontraktspart, som udøvede virksomhed i form af import og videresalg af varer, fandt landsretten, at NSAB 2000, herunder bestemmelsen i § 14, måtte anses for vedtaget mellem speditøren og importøren.Sikringsakten ved håndpant er som nævnt rådighedsberøvelse. Rådighedsberøvelsen måtte efter rettens opfattelse – i overensstemmelse med det oven for anførte og i mangel af yderligere oplysninger herom – antages at være sket på det tidspunkt, hvor de fragtfirmaer, som speditøren havde engageret til at udføre transporterne, fik containerne med varerne i hænde. Speditøren havde herefter håndpant med prioritet forud for virksomhedspantet i de varer, som importøren havde erhvervet forud for den 24. juli 2008, og hvor fragtfirmaerne havde fået containerne med varerne i hænde inden for denne dato.

Der var på denne baggrund ikke anledning til at tage stilling til spørgsmålet om tilbageholdsret.

Der skulle herefter foretages en beløbsmæssig i fordeling af det deponerede beløb. Denne fordeling måtte ske skønsmæssigt med udgangspunkt i de oplysninger, der fremgik af den fremlagte lagerliste, og den vurdering af varelagerets værdi pr. 24. august 2010, som var foretaget af vurderingsmanden.

Det fremgik af lagerlisten, at der var registreret varer på lageret til en samlet værdi – opgjort efter kostprisen og uden nedskrivning heraf som følge af varernes alder – af knap 16.900.000 kr. og at knap 2.800.000 kr. heraf udgjordes af varer indkøbt i eller forud for 2. kvartal 2008, svarende til ca. 17 procent.

Vurderingsmanden havde ved sin vurdering af det samlede varelagers værdi pr. 24. august 2010 ved et målrettet salg foretaget en gennemsnitlig nedskrivning med ca. 64 procent i forhold til kostprisen.

Efter bevisførelsen, herunder vurderingsmandens forklaring, måtte det imidlertid lægges til grund, at der i forhold til de ældste varer på varelageret måtte ske nedskrivning med en større procentsats.

Ud fra en skønsmæssig vurdering fandt landsretten herefter, at værdien af lagervarer pr. 24. juli 2008 passende kunne ansættes til 600.000 kr., som dermed var det beløb banken skulle have af speditøren, og da banken havde fået mest ret, skulle speditøren oveni betale 230.000 i sagsomkostninger.