Rækken af produktnyheder fra Lastas A/S fortsætter.
Senest havde Lastas A/S Danmarkspremiere på nye, fireakslede Kel-Berg gardintrailere, og nu er koncernen klar med fireakslede Kel-Berg tippeladstrailere. Den første aftager af det nye produkt er Steen Hansen Transport A/S i Ringsted, der kan glæde sig over de mange nye muligheder, de nye fireakslede tippeladstrailere giver vognmændene.
Der er tale om en Kel-Berg tippeladstrailer af typen T360K med en totalvægt på 48 ton. Chassiset har længdevanger, der er opsvejset i I-profil med kraftige tværvanger og forstærkninger, som giver et yderst stabilt chassis.
Den nye tipper er udstyret med fire 9 tons SAF-aksler med SAFs unikke Intradisc-system med skivebremser. På chassiset er der monteret en aluminiumskasse af typen T101, der er fremstillet i kraftig aluminiumsplade. Kassen kan holde til lidt af hvert, idet siderne er bygget op i 5 mm aluminiumsplade med spidse topprofiler, så der f.eks. ikke lejrer sig sand på kanterne.
Ladkassen har et rumindhold på 36,5 m3, og den indvendige længde er 10 meter, bredden er 2.430 mm og den indvendige højde er 1.500 mm. På kassens alu-sider er der monteret 10 mm kunststofmateriale.
Tipstemplet er af mærket Hyva og den tophængte bagklap har pneumatisk åbne- og lukkesystem, og er opbygget med kraftige alu-kantrammer. Tophængslerne er flyttet knap 200 mm frem, så klappen har ekstra stor åbning ved aflæsning.
Ovenpå ladkassen afrunder en rullepresenning fra Sækko billedet af en helstøbt fireakslet tippeladstrailer af høj kvalitet.