Det kriseramte tankrederi Torm risikerer at få dele af sin flåde beslaglagt af kreditorer, når rederiets nye frist for at finde en finansieringskilde udløber den 15. marts.
Det vurderer kilder i shippingbranchen over for dagbladet Børsen mandag. Torms bankforbindelser har forlænget rederiets frist for fjerde gang, men det er tvivlsomt, om rederiet kan nå at finde en løsning, inden tiden løber ud for selskabet.
- Vi forhandler med bankerne, med nye investorer og de skibsredere, som vi har chartret tonnage af om en samlet løsning. Alle skal være enige, og det tager tid, siger Roland Andersen, finansdirektør i Torm, til dagbladet Børsen.
Det vurderes dog, at investorernes tålmodighed er ved at løbe ud, og ifølge Børsens oplysninger har Torms hovedbankforbindelser i sidste uge holdt møder med specialister inden for tvangssalg og arrest af skibe, der giver en kreditor mulighed for at beslaglægge skibe, hvis Torm ikke kan overholde sine gældsforpligtelser.