Tidligere gidsler har fortalt om deres tilfangetagelse hos pirater, og deres erfaringer danner nu grundlag for en ny gidsel-håndbog for søfolk - de har ofte følt sig ydmygede og magtesløse.
Håndbogen "Coping with Capture - Hostages Haandbook on Somali Pirates" giver søfarende gode råd til, hvordan de kan tackle situationen, hvis de tages som gidsler, og hvordan de kan give hinanden psykisk førstehjælp.
Og den giver et indblik i den professionelle piraters kultur og adfærd. Det er Søfartens Ledere, som organiserer kaptajner og styrmænd, der står bag udgivelsen af den letlæselige engelsksprogede gidselhåndbog sammen med selskabet Citadel Solutions, der er den første af sin slags.
Direktør i Søfartens Ledere Fritz Ganzhorn, siger, at det er et hold meget vidende eksperter, der er forfattere til bogen.
- Det er en praktisk håndbog for de søfarende. Den fortæller åbent og ærligt om pirattruslen og giver de søfarende gode råd om, hvordan de skal håndtere den, siger Fritz Ganzhorn.
Vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen, siger, at pirathåndbogen er endnu et af de mange redskaber, der er til rådighed for søfolkene på danske skibe.
- Der er masser af materiale rettet mod søfolk allerede, og blandt andet Mærsks Trainings Centre i Svendborg efteruddanner søfolk i gidsel-situationer og pirattruslen ligesom også de nyuddannede har lært om den somaliske pirattrussel.
Gidsel-håndbogen vil blive markedsført internationalt til søfolk og rederier over hele verden, der sejler ad den vigtige vandvej mellem øst og vest, som går gennem de piratfyldte farvande, hvor den professionelle somaliske pirat-industri.