Hos Scania Biler i Vojens er de ca. 15 medarbejdere i opbygningsafdelingen ikke så kræsne med, hvad der står på fronten af lastbilerne.
De lukker alle mærker ind på værkstedet, men til gengæld er de meget kræsne, når det gælder kvaliteten på de lastbilopbygninger, som afdelingen har specialiseret sig i at levere til kunder i hele Danmark samt Norge, Sverige og Tyskland.
Siden 2000 har Scania Biler i Vojens opbygget ca. 3.500 nye lastbiler, og man har i samme periode opbygget et ry for at levere skræddersyede opbygninger i højeste kvalitet. Blandt de seneste leveringer er to sættevognstrækkere til HC Container i Værløse ved København. De to trækkere, en Scania R 500 og en Volvo FH16, er opbygget helt ens med bl.a. luftforskydelig drejeskammel, 2-strengs hydraulikanlæg, dørkplader, inddækning, brændstoftank og værktøjsskab i aluminium, lygtebom med laserskåret Grif-symbol og ekstra baglygter og specialbygget solskærm efter alle kunstens regler.
HC Container skal anvende de to nye trækkere samt en tilsvarende Scania R 500 leveret for nogle måneder siden til kørsel med bl.a. affald og skrot over hele Danmark samt i Sverige og Tyskland. Derfor er der heller ikke sparet på udstyret i førerhuset. Den obligatoriske kaffemaskine er suppleret med flad-skærms-TV og DVD, stort musikanlæg, indvendig rød ”hyggebelysning” med dioder, læderindtræk mm. Af hensyn til trafiksikkerheden er der desuden monteret hhv. front- og bakkameraer med fælles monitor i instrumentpanelet.
- Vi holder jo til i Værløse, så derfor måtte vi følge opbygningen af bilerne på distancen. Vi har undervejs haft en rigtig god dialog om detaljer og løsningsmuligheder, så det har fungeret perfekt, siger adm. direktør Kim König fra HC Container.
- Vi er under hele processen blevet holdt godt orienteret, og vi har modtaget utallige e-mails med beskrivelser og fotos, så vi har faktisk været helt trygge undervejs. Både salgschef John Schultz i Ishøj og værkfører Gert Nommensen og hans folk i Vojens har gjort et fantastisk job, for det færdige resultat mere end lever op til vores forventninger, tilføjer Kim König.
Scania Biler har ikke kun opbygning af sættevognstrækkere på programmet. Også montering af tippe- og hejselad, tankopbygninger, kraner mv. samt overflytninger af eksisterende opbygninger, chassisændringer mv. står på menuen. Scania Biler har ud over afdelingen i Vojens også over opbygnings- og klargøringsfaciliteter i Silkeborg, Sorø og Ishøj.
Som det ses på billedet har Scania Biler i Vojens specialiseret sig i skræddersyede opbygninger i højeste kvalitet. Blandt de seneste leveringer er disse to sættevognstrækkere til HC Container i Værløse.