23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Reallønsfald i ny transportoverenskomst

Dansk Industri og 3F’s Transportgruppe indgik i går torsdag en ny to-årig overenskomst på transportområdet.

Dansk Industri og 3F’s Transportgruppe indgik i går torsdag en ny to-årig overenskomst på transportområdet.

Mange lastvognschauffører er i dag lettet over den nye overenskomst på transportområdet, selv om de meget beskedne lønstigninger i aftalen formentlig betyder et fald i chaufførernes købekraft.

- Vi skal jo også passe på, at vi ikke gør os selv arbejdsløse. Hvis vi bliver for dyre i drift, risikerer vi, at flere arbejdsgivere begynder at bruge billige biler og chauffører fra for eksempel Bulgarien, siger lastvognschauffør Henrik Husted Thrane til avisen.dk

Fornyelsen af Lager- og Transportoverenskomsten – i daglig tale kaldet Fællesoverenskomsten – mellem 3F Transport og Dansk Industri betyder, at normallønnen 1. marts 2012 hæves med 1,60 kr. og per 1. marts 2013 med 1,85 kr. Med samme interval hæves genetillægget med 1,4 procent i år og 1,4 pct. næste år.

Medarbejdere, der bliver afskediget får to ugers ekstra opsigelsesfrist, forudsat de gennemgår to uger til efteruddannelse inden for den udvidede opsigelsesfrist. Uddannelsesfonden – der bliver styrket og udbygges – yder støtte til denne efteruddannelse. Overenskomsten forpligter også virksomhederne til at styrke udviklingen af medarbejdernes kompetencer i samarbejde med medarbejderne. Endelig indføres en seniorordning, der tillader medarbejdere med højst fem år til pensionsalderen mulighed for at arbejde på nedsat tid.

Fællesoverenskomsten omfatter omkring 30.000 ansatte i DI’s medlemsvirksomheder.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi efter nogle dages tænkepause nu er blevet enige om en ny to-årig overenskomst. Vi har haft det klare sigte, at den ny aftale skal hjælpe danske virksomheder til en bedre konkurrenceevne, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

- Vi har lavet en overenskomst, der peger fremad. Aftalen giver seniorer mulighed for at arbejde færre dage. Og vi har et stærkt fokus på at øge medarbejdernes kvalifikationer. Med det høje danske omkostningsniveau er det helt afgørende, at vi hele tiden bliver dygtigere gennem en større uddannelsesindsats, påpeger DI’s adm. direktør.

Han påpeger, at parterne med aftalen sender et klart signal til regering og Folketing om, at arbejdsmarkedets parter er villige til at deres del af ansvaret for mere uddannelser af arbejdskraften. - Det sker i en forventning om, at politikerne lægger en klar, offensiv linje i uddannelsespolitikken, der understøtter de initiativer, som vi har aftalt i overenskomsterne, siger Karsten Dybvad.

Tilfreds DSV-formand

I transport- og logistikgiganten DSV A/S er bestyrelsesformand Kurt K. Larsen glad for at parterne er enedes om en overenskomst, der kun indebærer beskedne lønstigninger.

- Det virker fornuftigt, at alle i den danske transportindustri indser, at globaliseringen har ført så heftig en konkurrence med sig. Hvis vi piner lønningerne op, så vil det konstant reducere antallet af arbejdspladser i Danmark, siger Kurt K. Larsen til Børsen.

Overenskomsten:

- Normallønnen hæves pr. 1. marts 2012 med 1,60 kr. og pr 1. marts 2013 med 1,85 kr.

- Genetillæg reguleres pr. 1. marts 2012 med 1,4 pct. og pr. 1. marts 2013 med 1,4 pct.

- Samarbejdet om uddannelse i virksomhederne skal styrkes for at forbedre såvel medarbejdernes kompetencer som virksomhedernes konkurrencekraft. En styrket og mere systematisk dialog om kompetenceudvikling vil være et element i at sikre en større opmærksomhed om behovet for til stadighed at være i stand til at møde de udfordringer, som opstår for medarbejdere og virksomheder i branchen.

- Uddannelsesfonden styrkes og udbygges til blandt andet at omfatte den kompetenceudvikling, som medarbejder og virksomhed i fællesskab vælger at fremme. Gennemførelse af denne opkvalificering vil ske til sædvanlig overenskomstmæssig løn.

Opsigelsesvarslet forlænges med to uger for de afskedigede medarbejdere, der gennemfører to ugers ekstra uddannelse inden for det forlængede opsigelsesvarsel.

Uddannelsesfonden vil yde støtte til den ekstra uddannelse i forbindelse med det forlængede opsigelsesvarsel.

For at sikre et større fokus på uddannelsesarbejdet i virksomhederne, anbefaler parterne, at der gennemføres en løbende og systematisk uddannelsesplanlægning for virksomhedens medarbejdere.

Desuden vil samarbejdsudvalget kunne rekvirere besøg af organisationernes konsulenter for at få hjælp til at sætte uddannelse på dagsordenen i virksomheden.

- Der indføres en seniorordning med reduceret arbejdstid for personer med højst fem år til folkepensionsalderen. Den løbende pensionsindbetaling – eller dele heraf - omregnes til ekstra feriefridage, som medarbejderen efter aftale kan placere under hensyntagen til virksomhedens drift og efter de samme regler, som er gældende for de øvrige feriefridage.

- Parterne vil i overenskomstperioden nedsætte et udvalg, der skal drøfte mulighederne for at styrke tillidsrepræsentantinstitutionen og dermed samarbejdet mellem virksomhedens ledelse og medarbejderne.

- Den normale arbejdstid om lørdagen udvides fra kl. 06.00-12.30 til kl. 06.00-14.00 fra den 1. juni 2012 på virksomheder, som driver detailsalg fra butikker, f.eks. trælaster, byggemarkeder, drive-in lagre og it-handelslagre. På øvrige områder får ændringen virkning fra 1. februar 2014.

- Overenskomsten bestemmelser om at imødegå løndumping er gjort permanent. Samtidig er procedurerne for hurtig behandling af sager, hvor der er mistanke om løndumping strammet op.

- Retten til løn under sygdom erhverves efter seks måneders ansættelse mod hidtil ni måneder.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.095