23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sjovt har det været

Scanias troldmand går på pension.

Scanias troldmand går på pension.

Af Finn Bjerremand

Efter næsten 44 år i lastbilbranchens tjeneste er Knud Hedegaard på vej på pension. Knud Hedegaard kommer fra landet ude ved Gylling mellem Horsens og Odder og kom i lære som mekaniker ved Knud Sejersen, der var Domi-forhandler med alt, hvad der hørte med, så som Morris biler, og lastvogne samt Nuffield traktorer. Som Knud Hedegaard selv siger det, så kommer han derude fra, hvor de har gummistøvlerne på, så han kunne også lige så godt servicere landmændene med deres traktorer.

Efter endt læretid var han et halvt år ved en anden Domi-forhandler i Hammel, men det var ikke der, han så nogen stor fremtid.

I sommeren 1968 søgte Dieselhuset i en avisannonce en mekaniker, der havde lyst til at skrue på landevejens konge. Den Silkeborgbaserede virksomhed havde netop overtaget et tidligere Mercedes lastvognsværksted i Horsens, hvor Knud Hedegaard blev ansat. I maj 1975 avancerede den daværende værkfører i Horsens, Gunnar Frost, til driftsleder i Dieselhuset, der netop havde åbnet en ny afdeling i Herning.

Det betød, at Knud Hedegaard avancerede til værkfører i Horsens, og det var han i fem år frem til han sammen med en lastbilsælger blev enig om at overtaget hovedaktierne i Renaults lastbilforhandling og serviceværksted i Århus. Efter tre år solgte han sine aktier til kompagnonen og kom derefter tilbage til Dieselhuset i Silkeborg.

Den 1. marts 1985 blev Knud Hedegaard udnævnt til leder af Dieselhusets specialafdeling Motorgaarden i Silkeborg, mens den tidligere ejer Børge Andersen, som havde etableret virksomheden helt fra bunden, fortsatte halvandet år frem som konsulent.

Masser af sjove opgaver

Motorgaarden er en virksomhed, der har stået fadder til rigtig mange løsninger, som siden er blevet implementeret af lastvognsproducenterne og i stor grad anvendes af kunder verden over.

Virksomheden retter køretøjer op efter skader og udvikler også nye løsninger til specialkøretøjer m.v. De store udfordringer kom, da visse kunder begyndt at efterspørge ekstraaksler, der kunne dreje med. Først blev der monteret BPW- selvsporende aksler, som drejede frit under kørslen, men som kunne låses ved bakning. Det var samtidig forløberen til twinsteer-bogien, som er helt almindelig i dag. Motorgaarden udviklede også en hjemmelavet bogielift til akslen, så den kunne løftes, når der var behov for det.

Senere etablerede Motorgaarden et samarbejde med den finske producent Numek Aksler, der er eksperter i aksler til eftermontering.

En overgang havde Motorgaarden også gennem Grønbech & Sønner, et samarbejde med en italiensk akselproducent .

Først ville bl.a. mejeriselskaberne gerne have tankvogne, der havde to foraksler, senere ville de gerne have ekstraakslen trukket længere tilbage, og den skulle stadig kunne styre. Hermed kom de første udfordringer.

Da de fireakslede lastvogne så begyndte at dukke op og de samtidig også måtte anvendes til tanktransport, opstod der også et stort behov for at have styring på flere aksler. Det var bl.a. mejeriselskabet MD Food, der skulle have nye fireakslede lastvogne, og de måtte ikke rive gårdspladsen op, når de skulle manøvre rundt ude ved landmanden. Derfor ville man gerne have styring på tre aksler, og det var ikke noget som lige kunne leveres ab fabrik.

Det satte for alvor de grå celler i gang, og der blev eksperimenteret med forskellige løsninger. Knud Hedegaard og produktchef Ole Christian Jørgensen ved Scania Danmark A/S fik til sidst overtalt markedschef Villy Jensen ved Scania Danmark til at bestille to nye treakslede chassiser hjem. Ud af disse to chassiser byggede Motorgaarden et to-akslet chassis, der så at sige blev i overskud, samt det vigtigste - et såkaldt 8x2*6-chassis, der bagerst var udstyret med en bogie med en tvangsstyret aksel. Løsningen som svenskerne den dag i dag kalder ”danskerumpen” var derfor opfundet.

Begge løsninger og andre specialløsninger blev implementeret af Scania, der lige siden har kunnet levere disse løsninger fra fabrik.

Der blev også løst mange andre opgaver. Bl.a. byggede Motorgaarden over en periode ikke mindre end 25 treakslede trækkere til en svensk kunde, hvor der blev sat ekstra aksel på en toakslet lastvogn.

- Det var egentlig ganske smertefrit. Kravene fra de svenske myndigheder var til Knud Hedegaards store forbavselse betydelig nemmere at klare, end det vi var vant til. Kunden sagde nemlig: - du bygger dem bare sådan som det er skitseret og så er det fint, fortæller Knud Hedegaard. Lastbilerne har da også kørt problemfrit.

Hver dag en ny spændende udfordring

Hver dag har jo budt på nye udfordringer og det har været med til at gøre det hele spændende, specielt i tiden ved Motorgaarden.

Knud Hedegaard har også et godt råd til lastbilbranchen i fremtiden. Nemlig at trekanten med lastbilsælgeren, vognmanden og sælgeren af opbygningen i fremtiden prøver på at udbygge samarbejdet. Der er penge at spare ved, at man rammer rigtigt første gang, og man ved hvordan det skal være.

Samtidig siger Knud Hedegaard også, at myndighedsbureaukratiet er ved at drukne virksomheder som Motorgaarden og dermed også initiativer, der kan føde nye innovative løsninger.

Seppo Nummi fra Numek Aksler i Finland advarede os for mange år siden. Vi har en overgang her, hvor vi kan klare dokumentationskravene, men på sigt vil der blive indført procedurer, der er svære at overholde sagde Seppo Nummi.

- Tiden har vist, at han fik ret, siger Knud Hedegaard. I dag er det producenten, der skal dokumentere alt, og det risikerer at kvæle hele udviklingen.

Motorsport i årerne

Det er ikke nogen hemmelighed, at Knud Hedegaard altid har brændt for motorsport på fire hjul.

Først var det orienteringsløb og senere blev det økonomiløb, hvor Knud Hedegaard sammen med Jens Gandrup blev nordisk mester i 1992.

Knud Hedegaard har også været medlem af HAMK (Horsens Automobil og Motor Klub) i mange år og har bl.a. deltaget i 7 Historiske Monte Carlo Rallies, der er gennemført i ældre rallybiler og ofte har det været sammen med rallykøreren Preben Kristoffersen fra Odder.

I år har Knud Hedegaard også været med i Monte Carlo, hvor han kørte servicevogn for teamet Bent Mikkelsen og Jens Gandrup.

For 12 år siden var Knud Hedegaard sammen med vognmand Jens Chr. Beck, Silkeborg initiativtagere til at oprette det årlige veteranrally for busser og lastvogne, der fortsat afholdes hvert år i begyndelsen af juni måned med Silkeborg som start og mål.

Scania Biler afholder en afskedsreception for Knud Hedegaard i Glassalen (Tidligere DAB Buscenter) på Kejlstrupvej 73 i Silkeborg den 24. februar mellem 12:30 til 16:00.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078