Logistikchef anbefaler ja til containerrederiernes ratestigninger
Svenske Fun Food Equipments logistikchef frygter at flere oplagte containerskibe kommer til at koste kunderne dyrt.
Containerraterne er faldet siden starten af 2011 og er for længst nået et uholdbart niveau. Flere forsøg på at hæve raterne er druknet i den stadigt voksende overkapacitet, der dominerer markedet. Men nu er containerrederierne begyndt at oplægge flere og flere containerskibe.
Det får logistikchef Ingvar Bergman i svenske Fun Food Equipment til at frygte kraftigt stigende containerrater. Derfor anbefaler han i et forum på den globale speditør-nyhedsportal IFW speditørerne til at acceptere de ratestigninger mellem Asien og Europa, som flere store containerrederier netop har varslet.
- Shipperne sejler farligt tæt på scenariet fra 2010, hvor containeraterne steg fra 700 dollar til 2200 dollar på ryggen af massive oplægninger. Det kan ske igen. Ratestigningerne er ikke andet end et råb om hjælp. Vi må, for vores egen skyld, stoppe panikken blandt rederierne, skriver Ingvar Bergman, ifølge maritimedanmark.dk, der citerer IFW som kilde.
Han vurderer at den nuværende oplagte kapacitet på 750.000 TEU blot skal øges med omkring 300.000 TEU yderligere, før markedet står i en situation, der ligner den i 2010.
Ny fest på vejBergman opfordrer speditørene til at acceptere en trinvis stigning op til 1300-1500 USD.
- Festen er ovre for os i denne omgang, og vi har ikke mere at vinde fra rekordlave rateniveauer, der kan resultere i dårlig service, rederier der bukker under eller, mest sandsynligt, stærkt stigende rater grundet kunstigt skabt underkapacitet, skriver logistikchef.
Han trøster kollegerne med, at rederierne for længst har udsendt invitationen til en ny prisfest, med henvisning til den kapacitet på 2,6 mio. TEU, der bliver bygget på verdens skibsværfter i 2012 og 2013.