Nyt avanceret servicefartøj til offshore-møller
Danish Yachts i Skagen lancerer SeaStraider, der er et banebrydende mandskabs- og servicefartøj til havvindmølleparker.
Af Lars Lassen
Danske havne, der har – eller håber på at få andel i – det hastigt voksende marked for service af havvindmølleparker og lignende offshore faciliteter, kommer formentlig til at lægge kaj til en helt ny type af specialdesignede servicefartøjer.
Danish Yachts i Skagen har hidtil været kendt for design og produktion af superyachts i den absolutte luksusklasse. Men nu går den nordjyske værft ind på markedet for kommercielle fartøjer med en helt nyudviklet serie af hurtige og avancerede fartøjer med dobbeltskrog til passager/mandskabstransport under navnet Seastrider.
Første model i SeaStrider-serien bliver SeaStrider SWATH ((Small Waterplane Area Twin Hull), der er designet til transportere mandskab og materiel ud til havvindmøller. Både i anlægsfasen, og senere når den operationelle havvindmøllepark skal serviceres.
Henry Kierkegaard, CEO, Danish Yachts, siger i en pressemeddelelse.
- Vi er utroligt glade for at arbejde på leveringen af en helt ny generation af service fartøjer til offshore vindmølleindustrien. Det er en betydningsfuld kontrakt for os som en dansk virksomhed, og det er specielt vigtigt for os fordi det øger beskæftigelsen i Skagen, lige som det understøtter vores mangeårige danske underleverandører. Det er også ekstremt spændende at se de muligheder, der vil vokse frem for os inden for dette nye forretningsområde.
KulfiberDer er tale om de første SWATH-fartøjer i verden, der er bygget i kulfiber. Det nyskabende fartøj er allerede gennemtestet i prøvetanke op til betydelige bølgehøjder. Det dokumenterer, at SeaStrider SWATH er egnet til operationer under næsten alle vejrforhold, samtidig med at sikkerheden og komforten opretholdes. SeaStrider SWATH har en totallængde på 25 meter. Der er plads til 24 passagerer og fem besætningsmedlemmer med en rækkevidde på omkring 500 sømil.
Konfigurationen med dobbelt skrog med en bredde på 10,6 meter bidrager i sig selv til høj lateral stabilitet. Dertil sørger det nyudviklede aktive tankbaserede stabiliseringssystem for en yderligere reducering af rulninger i høj sø.
Da hele fartøjet er konstrueret i kulfiber er fartøjet ikke bare ekstremt stærkt. Det er også meget let og det minimerer brændstofforbruget. Derfor kan SeaStrider SWATH nøjes med mindre brændstoftanke end tilsvarende fartøjer. Dermed er der mere plads til passagerer og last.
Valget af en avanceret kulfiber-konstruktion reducerer også fartøjets vedligeholdelsesbehov, hvilket betyder flere dage til søs i løbet af fartøjets levetid.
SeaStrider er udstyret med en specielt designet feature, der gør det muligt at løfte fartøjet med kran i én enkelt wire enten fra land eller fra større platforme til søs. På land kan SeaStrider placeres på ethvert fladt underlag uden støtter eller stativ.
Den første kunde er Offshore Windservice, hvor skibsreder Fredrik Odfjell siger:
- Vi er ekstremt glade for at få lov til at arbejde sammen med Danish Yachts omkring konstruktionen af denne serie af service-fartøjer til offshore vindmøller, fordi de har en dybgående erfaring og viden om innovative kulfiber-konstruktioner. En nøglefaktor for vores flåde af support-skibe er stabilitet i høj søgang og evnen til at sejle og overføre servicemandskab mellem vindmølletårnene selv i hårdt vejr, da det reducerer service-holdenes spildtid, når de er på vagt ude på offshore vindmølleparkerne.