25 år hos Scania
Salgschef Peter Glimsager fejrer 25-års jubilæum i Scania Danmark.
1. februar har salgschef Peter Glimsager 25-års jubilæum i Scania Danmark. Blandt Peter Glimsagers kunder er Carlsberg, Arla Foods, DSV, flere af de danske olieselskaber samt det danske forsvar, så det kræver hår på brystet at begå sig i det selskab. Men det er ikke kun hans mange store handler i Danmark, der gør indtryk. Gennem sit store engagement i Scanias internationale Fleet Sales-afdeling på fabrikken sætter han også positive fingeraftryk på Scanias afsætning uden for Danmarks grænser.
Det lå ellers ikke lige i kortene, at Peter Glimsager skulle være ”kanonsælger”. Hans karriere startede nemlig med olie på fingrene som mekanikerlærling på eksotiske mærker som Dodge og Magirus-Deutz. Da svendebrevet var i hus, tog han på eventyr i Grønland, hvor han hjalp U.S. Army med at holde maskinparken i Sdr. Strømfjord i topform.
Efter et år i det kolde nord gik turen retur til Danmark, hvor Peter Glimsager tog en uddannelse som maskintekniker og endte hos Codan Gummi i Køge, hvor han fik titel af driftstekniker og bl.a. arbejdede med gummislanger til autobranchen.
Da Scania Danmarks salgsafdeling i 1987 søgte en medarbejder til ordrebehandling, statistik og opdatering af prislister, slog Peter Glimsager til og fik jobbet. Efter kun et par år steg han i graderne til salgskonsulent og begyndte at få kundekontakt med Scania Danmarks direkte kunder. I de kommende år solgte han ca. 50 lastbiler om året til bl.a. olieselskaberne, forsvaret, Carlsberg og MD Foods (nu Arla).
I 1993 blev Peter Glimsager forfremmet til salgschef, og få år efter landede han sin hidtil største enkeltordre på 131 lastbiler til Carlsberg. Både før og især siden er det blevet til mange flere leveringer til Carlsberg, som med knap 500 enheder er salgschefens største enkeltkunde gennem de 25 år. Lige efter kommer Arla med ca. 450 Scania, og sammenlagt har Peter Glimsager langet op imod 2500 Scania over disken gennem sin 25-årige Scania-karriere.
Reception 3. februarI 2008 landede Peter et par store og meget vigtige ordrer til bl.a. DSV og Arla Foods, og det udløste Scania-organisationens hædersbevisning ”Det Gyldne Rat”.
Ud over at være en meget dygtig sælger er Peter Glimsager også kendt som en meget selskabelig og hyggelig kollega.
Derfor er der ingen tvivl om, at det bliver en meget velbesøgt reception, når hans 25-års jubilæum markeres fredag, den 3. februar, kl. 14-16 hos Scania Danmark, Industribuen 19 i Ishøj.