Dansk civil og militær oprustning i Adenbugten
Danske rederier og Regeringen indgår aftale om en skærpet indsats i kampen mod de somaliske pirater.
Dansk forsvar skal indtil udgangen af 2014 være permanent til stede i Adenbugten – enten med et af Søværnets orlogsskibe eller et af Flyvevåbnets overvågningsfly. Det fremgår af en ny aftale mellem regeringen og Danmarks Rederiforening.
Rederiforeningen har til gengæld accepteret, at ønsket om bevæbnede danske soldater ombord på danske handelsskibe, ikke bliver opfyldt. Derfor er det fortsat civile bevæbnede vagter, der skal stå for sikkerheden ombord på danske skibe, hvilket forventes at koste rederierne en årlig regning på 1,5 milliarder kroner.
Regeringen har her indvilliget i at gøre det lettere for rederierne at søge tilladelse til at anvende bevæbnede vagter og de dertil hørende våbentilladelser.
Det skriver dagbladet Børsen.
Formanden for Danmarks Rederiforening, Carsten Mortensen, der er adm. direktør i Norden, siger til TV2 Nyhederne, at han er meget tilfreds med aftalen.
- Det er et meget vigtigt signal. Når en stor søfartsnation som Danmark nu viser politisk vilje til at beskytte sine handelsskibe og besætninger, så følger andre trop”, siger Carsten Mortensen til TV2 Nyhederne.