Altinget: Dam vil være jernbanens redningsmand
Når historiebøgerne i fremtiden nævner transportminister Henrik Dam Kristensen (S), skal det meget gerne være som manden, der for alvor fik sikret en dansk togdrift i verdensklasse.
- Jeg vil have, at det er mig, der fik styr på jernbanen. At det er mig, der lagde en realistisk plan for, hvordan vi fik elektrificeret Danmark. Det ser jeg gerne som mit aftryk, siger Henrik Dam Kristensen i et interview til Altinget | Transport.
Han kunne have nævnt en Kattegatforbindelse, trængselsproblemer på vejene, at han fik løst transportsektorens klimaproblemer, eller at han fik sikret en billigere kollektiv trafik. Men efter godt 100 dage som minister er han ikke i tvivl om, at jernbanen skal være hovedopgaven, skriver mediet.
I interviewet siger han desuden, at debatten om betalingsringen indimellem har taget forkerte drejninger, og at der har været et væld af forkerte påstande i pressen. Det tager han selv en del af ansvaret for.
- Jeg valgte en åben stil over en lang periode, hvilket har ført til en masse myter og påstande, som oppositionen er kommet med, og som intet har på sig. Det vil man også kunne se, når lovforslaget kommer, siger han og peger konkret på, at ringen er blevet udlagt som en ny Berlinmur, som alle pendlere kommer til at betale 11.000 kroner for om året.
Det ved man ikke noget om endnu, da forslaget endnu ikke er fremlagt, lyder det.