Kran Blok holder årsmøde
I morgen lørdag holder DTLs erfagruppe Kran-Blok årsmøde ved EUC Lillebælt på Teknikervej 2 i Erritsø ved Fredericia.
Til at åbne årsmødet har erfagruppen engageret folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen, der er medlem af Trafikudvalget og trafikordfører for Venstre. Det forventes at han vil kommentere lidt på den aktuelle trafikpolitiske situation med særlig reference til særtransport og lastvogne.
Kran-Blok har desuden hyret misbrugskonsulent Jesper Swartz, fra Esbjerg til at causere lidt om problematikken i at skulle ”sige fra”, når kunder presser leverandører til at gøre noget i deres interesse, som f.eks. ikke er lovligt – en situation der er kendt for de fleste vognmænd.
Af emner der hel sikkert vil blive debatteret på årsmødet er følgebilernes situation, hvor det endnu ikke er lykkedes, at få ændret reglerne så de lovligt kan regulere trafikken. Det samme gælder problematikken omkring det dertil krævede kursus, udsyn ved særtransporter, hvor styregruppen har synliggjort de problemer det udløser, når regelsættet ikke er i overensstemmelse med de virkelige forhold. Krav til udsyn gennem spejle, der følger kravene til normale vogntog, kan ikke bruges når godset i mange tilfælde rager ud over køretøjets sider, både i højre og i venstre side. Desuden er mange særtransporter længere end de 25 meter bagud fra førerens øjenlinje, som spejlkravene omtaler.
Intet er sket på området for følgebilerI 2003 blev der under den daværende Færdselsstyrelse nedsat en arbejdsgruppe, der skulle tage stilling til, hvordan uddannelsen af førere af ledsagerbiler for særtransporter skulle foregå. Arbejdsgruppen leverede dengang et færdigt koncept.
Sagen lå lidt stille, medens man debatterede om sagen hørte til Trafikministeriet eller Justitsministeriet, og samtidig flyttede man en del opgaver fra Trafikministeriet til Justitsministeriet.
I 2005 samlede man gruppen igen med nye folk og enedes om, at det, der var vedtaget i 2003 med få ændringer, skulle være den fremtidige uddannelse. Så manglede man bare en lovændring, således at ledsageren kunne få lov til at dirigere trafikken.
- Denne ændring er dog endnu ikke kommet igennem den juridiske behandling. Det er paradoksalt, for det vil forøge sikkerheden ved alle de transporter, der ledsages af disse køretøjer. Og det vil aflaste politiet, der følger de største transporter, og derigennem frigøre ressourcer til andre opgaver, siger specialkonsulent Hans Skat fra DTL. Men sådan kan det gå i det politiske system. Der er nu gået ni år. Der er kommet nye folk til, som måske ikke er helt enige om det, der blev besluttet. Samtidig skal opgaverne udføres og følgebilerne er blevet ladt tilbage uden ordnede forhold. Vejdirektoratet bygger veje og anlæg, som kræver, at man dirigerer trafikken imod kørselsretningen og andre tiltag til forbedret afvikling – og ledsagebilerne bryder loven hver gang, de dirigerer en transport igennem disse.
- Kran Blok har rykket mange gange hos myndigheder, politikere og ministerier, men i denne sag er det ikke lykkedes at slå igennem. Og heldigvis har vi ikke haft alvorlige uheld, selvom disse måske kunne have været det, der kunne åbne politikernes øjne for forholdet, siger Hans Skat.
EUC Lillebælt inviterer også deltagerne i årsmødet på en rundvisning på den store uddannelsesinstitution.
ValgDer er tre medlemmer på valg til styregruppen: Det er formand for styregruppen, Frank Segall, der modtager genvalg, Morten Brøcher, der også gerne modtager genvalg samt Niels Arildtoft, der ikke modtager genvalg. Samtidig er valg af tre suppleanter, hvor Peter Juel, Henning Geert og Michael Dyring alle modtager genvalg.