’Få råd til miljø – det betaler sig’ er gået på Facebook
DTL’s medlemskampagne ’Få råd til miljø – det betaler sig’ er rykket ind på Facebook.
Håbet er at komme i dialog med ikke bare vognmændene, men også deres chauffører. De etablerede DTL-medier læses nemlig primært af vognmændene, men DTL vil gerne nå endnu flere.
- Vi har taget Facebook i brug for bl.a. at nå ud til chaufførerne. Det er dem, der med vognmandens opbakning for alvor kan gøre en forskel for miljøet, ved at spare diesel. Mange bruger Facebook til at holde sig opdateret med kolleger, venner, familie og til at følge med i hvad der rører sig. Det er vores håb, at alle lastbilentusiaster, der er med på miljøvognen ’synes godt’ om vores side og er med til at sprede det gode budskab, siger kommunikationschef i DTL Morten Lindbo.
Grøn ildsjæl efterlysesDTL opfordrer chauffører og vognmænd til at gå i dialog med DTL og andre i branchen om deres gode erfaringer med at spare miljøet for CO2 og anden forurening.
- DTL er på jagt efter de gode historier, som kan inspirere andre. P.t. leder vi efter virksomheder, der har en miljø-ildsjæl. Dvs. en medarbejder, som går foran og motiverer kollegerne til at spare på energien og sætte miljøinitiativer i værk. Vi hører også gerne fra virksomheder, som har sænket hastigheden.