Ambitiøst transport-program
Transportminister Henrik Dam Kristensen præsenterede det danske program for Udvalget for Transport og Turisme i Europa-Parlamentet.
Under det danske formandskab prioriteres særligt fire sager på transportområdet: revisionen af første jernbanepakke, revisionen af retningslinjerne for det trans-europæiske transportnetværk (TEN-T), den såkaldte lufthavnspakke og forslaget om etablering og drift af de europæiske satellitbaserede navigationssystemer, Galileo og Egnos.
- Jeg er glad for den meget udbytterige drøftelse, jeg i dag havde med Europa-Parlamentets Udvalg for Transport og Turisme. Jeg fortalte, at vi er meget bevidste om de udfordringer, EU står over for, og at vi derfor går ambitiøst til opgaven som formand for Rådet, siger transportminister Henrik Dam Kristensen.
- Helt overordnet vil det danske formandskab fokusere på grøn vækst som Europas vej ud af den økonomiske krise. Infrastruktur og en effektiv transportsektor er i den forbindelse vigtige drivkræfter for at skabe vækst i EU.
Den danske transportminister peger på, at de sager Danmark prioriterer under formandskabet, har potentiale til at styrke udviklingen af den europæiske infrastruktur til gavn for hver af de forskellige transportsektorer.
- Det understøtter vores ambition om at medvirke til at udvikle et moderne og effektivt transportsystem i EU, siger Dam Kristensen. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Europa-Parlamentet. Som tidligere medlem af Europa-Parlamentet ved jeg, at det er vigtigt for et formandskab at have et frugtbart samarbejde mellem institutionerne. Det er afgørende for, at vi kan nå de mål og ambitioner, der skal bringe EU videre.
Høj mobilitetDI Transport herhjemme peger på, at det for transportbranchen er afgørende, at ”vi får de europæiske rammer der understøtter en høj mobilitet og giver en varig vækst i Danmark og Europa”.
- Derfor bør formandskabet også fokusere på den helt nødvendige udbygning af den europæiske infrastruktur til at imødegå trængsel og få forbedret forbindelserne mellem transportformerne i havne, godsterminaler og lufthavne, siger Rune Noack chefkonsulent i DI Transport.
- Den grønne omstilling af transportsektoren i en mere energieffektiv retning skal primært nås på EU-niveau, da det sikre den mest effektive og fair regulering af transporten. Derfor er det meget positivt, at regeringen følger det brede flertal i Folketinget og lægger vægt på at få udbredt modulvogntog til resten af EU. Tilsvarende er vi glade for at man også på EU-niveau vil arbejde for at fremme brugen af elbiler og hybridbiler, hvor der kan være store energieffektiviseringer, siger Rune Noack
Der kan læses mere om formandskabet og sagerne på www.eu2012.dk