Husk landevejstransporten under EU-formandskabet
Modulvogntog og udbygning af vejnettet skal være i centrum under EU-formandskabet, mener formanden for International Transport Danmark, Mogens Therkelsen i en kommentar.
- I en kronik i Jyllands-Posten 18. januar 2012 opremser transportminister Henrik Dam Kristensen (S) regeringens prioriteter under det danske EU-formandskab. Det er glædeligt, at ministeren fokuserer på Det transeuropæiske transportnet (TEN-T). I lyset af den økonomiske krise har det danske formandskab en særlig udfordring i at sikre medlemslandenes bidrag til den fælles pulje med tilskud til infrastrukturprojekterne.
Samtidig er det afgørende, at fokus ikke kun er på jernbaneprojekter og indre vandveje. 90 procent af al godstransport i Danmark foregår på vejene, og flaskehalse her betyder spildte penge og tid for samfundet. Derfor er det afgørende, at vigtige europæiske vejkorridorer får den opmærksomhed, de fortjener, mener Therkelsen.
Modulvogntog – en oplagt mærkesag- Et oplagt bud på en stærk dansk mærkesag på transportområdet er modulvogntogene. Transportministeren har ved tidligere lejligheder vist, at han har øje for vigtigheden af, at modulvogntogene kommer ud at rulle i hele Europa. Den dagsorden håber vi, at Henrik Dam Kristensen vil holde sig for øje det næste halve år, særligt efter at en rapport fra Vejdirektoratet i går fortalte om stor succes med det danske forsøg.
To modulvogntog svarer til tre lastbiler. Modulvogntog reducerer derfor trængsel og gavner miljøet, fordi mere gods kan blive transporteret på færre lastbiler, skriver Mogens Therkelsen.
- Imidlertid er modulvogntog stadig forbudt i flere EU-lande, og i andre lande er reglerne meget forskellige. Danmark skal udnytte den enestående chance, som formandskabet giver, til at arbejde for harmonisering af reglerne for modulvogntog og få dem tilladt i alle EU-lande. Slutresultatet for virksomhedernes produktivitet, for trængslen på de europæiske veje og for miljøet vil være særdeles positivt.
Langsigtede sager køres i stillingITD-formanden noterer sig, at formandskabet ikke har mulighed for at ændre hele den transportpolitiske dagsorden på et halvt år.
- Men det er en unik mulighed for at flage for nogle mere fundamentale synspunkter, som er vigtige på lang sigt. Det gælder for eksempel på området for forenkling af regler. Her skal der være særligt fokus på at forenkle de meget komplicerede regler for køre-hvile-tid, som er dyre at administrere og besværlige for den frie handel, mener Mogens Therkelsen.
Han peger på, at det har været på tale at indføre GPS-overvågning af det europæiske lastbiler.
- Men den tanke opfatter ITD som udtryk for mistillid og en generel glidebane mod et overvågningssamfund. Samtidig frygter ITD, at branchen via tvangstilslutninger af tachografen til GPS kommer til at betale for europæiske politikeres dyre udviklingsprojekt af Europas eget navigationsssystem, Galileo, vurderer Mogens Therkelsen.
- Et andet væsentligt punkt er de generelle kontrolforanstaltninger i hele EU. Kontroller af vejtransportens udøvere er et gode, og der må gerne komme flere – hvis kontrollerne vel at mærke er systematiske og ensartede. Det er særligt vigtigt at arbejde for, at retssystemet sondrer imellem bevidst snyd og så menneskelige fejl.