Langt vogntog på 84 meter
VST transporterede verdens længste vingesæt problemfrit med nyt unikt transportsystem.
Af Finn Bjerremand
Hele verden syder af tiltag, der skal gøre miljøet bedre og en af de vigtige faktorer er vindmøller til produktion af ren energi. Det kræver imidlertid at der produceres nogle store vindmøller, som ikke lige kan blive produceret på det område, hvor de skal stilles op.
Derfor vil der altid være store transportopgaver forbundet med at få opstillet vindmøller verden over. Samtidig bliver der konstant forsket i hvordan man kan få mere effektive vindmøller og, derfor bliver vindmøllerne - og dermed også vingerne - stadig større og større.
LM Windpower med hovedkvarter i Lunderskov vest for Kolding har netop introduceret en ny vingetype, der er 73,5 m lang. Og tro mig: inden vi ser os om, kommer der sikkert en vinge der er endnu længere.
Kræver professionalismeAt transportere et sådan sæt vinger - for man taler aldrig om blot én vinge i vindmølleindustrien, der er i stedet altid taler om et sæt, hvilket på danskproducerede vindmøller betyder tre - kræver professionel transportservice. Der stilles ikke alene store krav til materiellet, men i lige så høj grad også til personalet som udfører den slags transporter.
En vindmøllevinge er skrøbeligt gods, som ikke tåler forkerte påvirkninger, og sker der en skade på en vinge, betyder det ofte, at alle tre vinger må retur, så der må sendes et nyt sæt af sted. Et sæt vinger er jo nøje afvejet til at passe sammen, når de kører rundt på vindmøllenavet med høj hastighed. Der må ikke være nogen form for ubalance.
Bil og skibDet første sæt af verdens længde vindmøllevinger, blev kort før jul transporteret fra produktionsanlægget LM Vingen i Lunderskov til Esbjerg Havn, hvorfra sættet fortsatte sin vej til den franske kunde med skib.
Transporten blev forestået af Vamdrup Specialtransport, der har en særdeles stor kompetence på dette område. Firmaet ikke alene transporterer mange vinger, men transporter også formene til nye vinger, hvilket er særdeles kostbart gods, fordi de ofte kun findes i ét eksemplar. Derfor er virksomheden gearet til at udføre disse specialtransporter.
Udfordringen med at vingerne hele tiden vokser, er også blev løst med et genialt transportsystem, der i princippet er uden længdebegrænsning. Hvis vingerne bliver længere, trækkes efterløberen blot længere bagud.
På den måde undgår transportfirmaet hele tiden at skulle investere i nye ultralange specialtrailere, som så må pensioneres lige så snart der er udviklet en længere vinge.
Systemet er også blevet patenteret, så transportfirmaet kan have sin opfindelse ”i fred”. Med en vogntogslængde på 84 m har man en totallængde, der er større end tre modulvogntog efter hinanden. Alligevel gik transporterne efter planen.
Unikt transportsystemVST har ganske enkelt selv bygget en arm, som groft sagt i den ene ende kobles på sættevognsskamlen på en fireakslet blokvognstrækker og i den anden ende er der en lodretstående adapterplade, som kan tilpasses og påboltes rodenden på de fleste vindmøllevinger.
Armen kan så hæves og sænkes så meget, at man kan løfte og dreje hen over skilte og lignende forhindringer.
På den sidste tredjedel af vingens længde, er vingen fastgjort i en stor ”klemme”, der er fastgjort på en treakslet Doll efterløber, og det betyder bl.a. at man med det store udhæng bagud kan løfte bagenden over forhindringer af forskellig art ved at sænke forenden på vingen langt ned. Det giver en helt unik mulighed for at komme rundt på de mest snævre steder.
Med 84 meter skal der da også meget plads til. For at komme fra Lunderskov til Esbjerg, var teamet fra VST nødt til at køre fra Lunderskov og sydpå mod Vamdrup, i stedet for blot at køre lidt nord for Lunderskov og ramme motorvej E20. Masser af trafikale forhindringer og snævre rundkørsler gør det nemlig umuligt at komme den vej.
I stedet gik ruten syd på mod Vamdrup, hvor der bl.a. er en rundkørsel udstyret med midtergennemkørsel for sværgodstransporter. Herefter var der ingen større udfordringer.
På hele transporten var der en medarbejder fra VST, som stod på efterløberen og styrede manuelt eller fulgte med bagved i den efterfølgende følgebil og som ved hjælp af sin radio holdt kontakt med både chaufføren og følgebilsføreren, så der hele tiden var kontrol over det lange vogntog.
Træ blev fældetVed Vamdrup Lufthavn nåede man Koldingvej, hvor man måtte hæve den forreste del af vingen, så den kunne løftes over skilte og midterhelle, da man drejede ud på Koldingvej.
Herefter gik det ud til motorvej E45. Her var det dog ikke muligt blot at dreje til venstre og nord på ad E45. I stedet måtte vingetransporten køre forbi og derefter let og elegant bakke til højre ned ad opkørslen fra syd. For at bagenden kunne passere i vinklen, var der blev fældet en stor del af skovbevoksningen i trekanten mellem frakørslen og motorvejen. Det viste sig at passe helt nøjagtigt med vingespidsens pladsforbrug.
Da vingetransporten igen var strakt ud, kunne transporten fortsætte lige over Tankedalsvej og ned på E45 i nordlig retning. Næste udfordring var ved Kolding vest, hvor efterløberen igen måtte styres manuelt med joystick og blokvognstrækkeren køre i venstre spor, så den kunne køre rundt i kløverbladskrydset mod Esbjerg.
Herefter var det bare ligeud til Esbjerg, hvor forholdene er blevet bedret betydeligt med det sidste nye stykke vej i forlængelse af motorvejen, hvor der også er rundkørsler, som har direkte gennemkørsel for sværgodstransporter.