Første spadestik over Gudenåen
Nu går arbejdet med at anlægge motorvejen mellem Funder og Låsby – gennem Silkeborg – for alvor i gang.
Fredag den 3. februar tager transportminister Henrik Dam Kristensen det første, symbolske spadestik ved Gudenåen og markerer på den måde begyndelsen på et stort antal bygge- og anlægsentrepriser til i alt 3 milliarder kroner frem til 2016.
Stregerne på kortet er tegnet færdige, jorden er undersøgt for fortidsminder, og arealerne, hvor motorvejen skal ligge, er ved at blive gjort klar til det store byggeri.
Siden anlægsloven for motorvejen mellem Funder og Låsby blev vedtaget i maj 2009, har Vejdirektoratet haft travlt med at projektere og planlægge byggeriet. Og nu bliver stregerne på kortet til virkelighed.
Et af de første steder, hvor det sker, er ved broen, der skal føre motorvejen over Gudenåen. Broen over Gudenåen bliver et markant bygningsværk på strækningen, men for silkeborgenserne vil byggeriet også være et vigtigt tegn på, at anlægsarbejdet nu for alvor går i gang.
Fredag den 3. februar kl. 10.30 tager transportminister Henrik Dam Kristensen det første spadestik til broens fundament ved et arrangement, hvor også borgmester i Silkeborg Kommune, Hanne Bæk Olsen, deltager. Arrangementet, som er åbent for alle interesserede, foregår ved byggepladsen på den nordlige side af Gudenåen – ved Pramdragerstien – hvor entreprenørfirmaet MT Højgaard er i fuld gang med at gøre klar til brobyggeriet.
Store broer er i gangAllerede i efteråret 2011 begyndte byggeriet af to store broer ved Askhøjvej og Korskær Bæk øst for Silkeborg, og flere entrepriser er lige på trapperne. På nuværende tidspunkt er der sat gang i bygge- og anlægsarbejder for godt 320 millioner kroner ud af et samlet entreprisebudget på omkring tre milliarder kroner.
Motorvejen åbner i henholdsvis 2015 (strækningen mellem Hårup og Låsby) og i 2016 (mellem Funder og Hårup).