Mafiaen ødelægger landevejstransporten
Den italienske transportorganisation Fita vurderer, at mafiaen kontrollerer 7-8 procent af branchen i Italien.
Det viser en undersøgelse fra Confcommercio, som repræsenterer små og mellemstore virksomheder. Mafiaen hvidvasker sine penge i transportvirksomhederne og det foregår i såvel Nord- som Syditalien.
Mafia-kontrollerede virksomheder udkonkurrerer de øvrige transportfirmaer, fordi de med deres sorte penge kan tilbyde billigere transportpriser. For mafiaen handler det nemlig ikke om at tjene penge på transport, men udelukkende om hvidvaskning af deres illegale indtjening.
Anklagemyndigheden har blandt andet hæftet sig ved, at der er opstået en række nystartede, kapitalstærke virksomheder, som blandt andet har sat sig på transporten af frugt og grøntsager i nogle regioner.