Analytiker har tiltro til SAS
På trods af høj konkursrisiko, sker der ikke noget ”her og nu”, siger senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen.
Han reagerer ifølge epn.dk på tal fra markedet for konkursforsikringer, der viser, SAS har 78 procent risiko for at gå konkurs.
- Jeg vil ikke begynde at sætte procenter på, men det er ikke sådan, at SAS kan gå konkurs nu og her. Det er slet ikke scenariet, men det er klart, at SAS står over for et ekstremt udfordrende forretningsmiljø, lyder vurderingen fra Jacob Pedersen over for epn.dk.
Det er Berlingske Business, der skriver, at obligations- og forsikringsmarkedet ifølge data fra CMA vurderer, at SAS med 78 procents sandsynlighed ikke kan betale sine forpligtelser. Dermed er det skandinaviske flyselskab verdens mest risikable, når det kommer til spørgsmålet om økonomien.
Til sammenligning lyder risikovurderingen hos Air France på 55 procent, mens Consolidates Airlines Group, der blandt andet ejer British Airways, har 49 procent risiko for konkurs.
Jacob Pedersen hæfter sig dog ved, at SAS ifølge det seneste regnskab har et finansielt beredskab på 10,6 mia. kr., der udgør en stødpude, hvis også indtjeningen i 2012 svigter - som noget tyder på.
Desuden har SAS den fordel, at det primært er statsejet, og samtidig mener Jacob Pedersen, at selskabet har bevæget sig i den rigtige retning med den enorme spareplan fra 2009, Core SAS, der medførte besparelser på omkring 7,5 mia. kr.