Verdens største konkurrence for chauffører
Chauffører dyster om en ny Scania til 750.000 kroner.
Scania tager nu hul på den femte udgave af verdens største konkurrence for lastbilchauffører, ”Young European Truck Driver”. Konkurrencen sætter fokus på trafiksikker og miljørigtig kørsel med lastbil og indgår i Scania-koncernens verdensomspændende arbejde med trafiksikkerhed gennem fokus på chaufføruddannelse.
”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrencen støttes af EU-Kommissionen og afvikles parallelt i godt 20 europæiske lande, herunder også i Danmark.
Den danske del af Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence indledes med en teoriprøve på www.scania.dk for alle tilmeldte chauffører. De dygtigste chauffører fra teorirunden inviteres til de regionale runder hos de danske Scania-forhandlere.
Her står der bl.a. manøvrekørsel med 16,5 meter sættevogntog på programmet, hvor chaufførerne på lukkede manøvrebaner virkelig tvinges til at vise, at de kan tumle de store vogntog med centimeters nøjagtighed.
Et andet konkurrenceelement er økonomikørsel i normal trafik, hvor det gælder om at udnytte hver dråbe brændstof optimalt inden for færdselslovens rammer.
De bedste chauffører fra de regionale runder mødes i en dansk finale, hvorfra den samlede vinder bliver Danmarks repræsentant i den europæiske finale på Scania-fabrikken i Sverige. Her er der virkelig noget at køre om, for førstepræmien er en splinterny Scania R-serie lastbil til en værdi af 750.000 kroner.
Fakta om chaufførkonkurrencenScania anser chaufføren som den vigtigste person, når det gælder sikker og økonomisk kørsel med lastbil. Scania ønsker med chaufførkonkurrencen derfor at inspirere lastbilchauffører til at yde en ekstra indsats bag rattet. Samtidig er det Scanias mål at tiltrække unge, ansvarsbevidste mennesker til branchen og løfte anseelsen af chaufførerhvervet.
Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence er åben for alle chauffører og selvkørende vognmænd, uanset hvilket lastbilmærke de kører til daglig - så længe de opfylder følgende betingelser:
• er født i 1977 eller senere
• har stort kørekort til lastbil med påhængsvogn
• arbejder eller er under uddannelse som lastbilchauffør
Tilmelding sker på Scanias hjemmeside www.scania.dk og sidste frist er 31. marts, hvorefter de regionale konkurrencer afvikles i april og maj. Den danske finale afvikles til juni, hvorfra vinderen kvalificerer sig til den europæiske finale på Scania-fabrikken i Sverige til september.
Scania afvikler ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrencen i samarbejde med EU-Kommissionen og en række partnere, der alle støtter arbejdet med at sætte fokus på trafiksikker og miljørigtig kørsel med lastbil. I Danmark er det bl.a. vognmandsorganisationen DTL, dækproducenten Michelin, trailerproducenten Schmitz-Cargobull og kameraproducenten Orlaco.