Claus Nielsen fratræder efter 11 år i logistikvirksomheden ELP A/S, som han har skabt sammen med sin bror Kim.
Pr. 1. februar 2012 skal man lede længe efter Claus Nielsen, 47, der hidtil har haft sin plads på kommandobroen i ELP A/S. Han har nemlig efter mange overvejelser valgt at træde ud af virksomheden, som han siden 2001 har drevet sammen med sin bror, Kim Thorstein-Nielsen.
- Claus og jeg har været rigtig gode forretningspartnere gennem alle årene, og vi har sammen fået opbygget en meget speciel nichevirksomhed, som vi begge er meget stolte af, fortæller Kim Thorstein-Nielsen, der fortsætter som ejer og daglig leder af ELP A/S.
– Claus har været en stabil, vedholdende og stædig del af virksomheden - egenskaber, der er en stor del af grunden til den høje standard, vi har i virksomheden i dag. Claus har desuden alle dage været en meget dygtig håndværker, enormt opfindsom, og han har bidraget med alskens Georg Gearløs-løsninger, som har lettet udviklingen og opgaveløsningen gennem årene. Vi kommer til at savne ham her i det daglige, men glæder os over, at nye eventyr venter ham forude, siger Kim Nielsen.
Og hvad skal Claus så lave nu? Jo, han har faktisk købt det gode skib M/S Tenna, som han fremover skal have kommandoen over.
I anledning af Claus Nielsnes udtræden af ELP A/S vil der være en afskedsreception tirsdag, den 31.
Januar, kl. 15-18 i ELP A/S’ lokaler på Europavej 18 i Taulov.