Et år som gidsler
To danske søfolk fra coasteren Leopard har nu siddet som gidsler i Somalia i et helt år.
Coasteren Leopards kaptajn Eddy Lopez og førstestyrmand Søren Lyngbjørn kan torsdag sætte hak nummer 365 i kalenderen som somasliske piraters gidsler. Sammen med fire filippinske søfolk, der udgjorde resten af Leopards besætning, har de to danskere været holdt som gidsler i et år.
Den usædvanligt lange gidselssituation skyldes angiveligt, at rederiet Shipcraft i Hørsholm, står over for et helt urealistisk krav om en løsesum på 80 millioner kroner. Det er omkring fem gange mere end det andre rederier har betalt for at få frigivet skibe og besætninger.
- Det er en meget ulykkelig situation for de danske søfolk og en meget vanskelig situation i det hele taget. Vi kan kun endnu engang opfordre rederiet og deres rådgivere til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at få de seks søfolk fri så hurtigt som overhovedet mulig, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen ifølge maritimedanmark.dk.
Leopard blev overfaldet af somaliske pirater 12. januar sidste år i Det Arabiske Hav. Det lykkedes besætningen at ødelægge skibets motor inden de søgte tilflugt i det særlige sikringsrum – det såkaldte citadel – der var bygget på skibet, hvorfra de slog alarm til de internationale flådestyrker i området.
Det lykkedes imidlertid piraterne at tiltvinge sig adgang til citadellet. Da det var umuligt at reparere det saboterede maskineri og dermed at sejle coasteren til Somalia, valgte piraterne at tage den seks mand store besætning med sig som gidsler.
- Det er frustrerende, at de har siddet som gidsler i et helt år. De somaliske pirater må se at blive realistiske i deres krav, siger direktør i Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn, til Ritzau.
Rederiet Shipcraft bad før jul netop piraterne om at udvise større realisme i deres krav om løsesum i et åbent brev på rederiet hjemmeside.
Rederiet er så hårdt presset af den ulykkelige situation og det ublu krav om løsesum, at det i oktober meddelte, at egenkapitalen er tabt og at der var udsigt til et underskud på 3,6 mio. kroner i årsregnskabet.