Tvivlsom miljøgevinst ved betalingsring
Det Økologiske Råd: En betalingsring i København vil kun ramme personbilstrafikken, der kun står for en lille andel af luftforureningen.
Betalingensringen - som S-SF ønsker at indføre i København - møder kritik fra en uventet kant. Det Økologiske Råd - der bestemt ikke hører til biltrafikkens fortalere - vurderer, at betalingsringen ikke for alvor giver renere luft i hovedstaden.
Dermed bortfalder et af hovedargumenterne for at motortrafikkanterne skal betale bompenge for at køre ind i København.
Årsagen er, at bomafgiften på 25 kroner kun påvirker personbilerne, hvor der er et reelt alternativ i form af den kollektive trafik eller cyklen. Erhvervstrafikken kan ikke finde alternative transportkanaler og da virksomhederne reelt ikke har mulighed for at lade være med at køre ind i København, så forbliver trafikken af lastvogne, varebiler, taxaer og busser omtrent uændret.
Hvor de benzindrevne personbiler i dag kun bidrager beskedent til luftforureningen, så tegner dieseldrevne taxaer, lastbiler, busser og varebiler sig for en væsentlig andel af udledningen af de sundhedsskadelige partikler og NOx’er.
- Det er muligt, at man kan få trafikken til at falde med omkring 25 procent inden for ringen, men forureningen vil slet ikke falde lige så meget, siger Kåre Press-Kristensen, civilingeniør og ekspert i trafik og luftforurening ved Det Økologiske Råd, til Politiken.
Miljø-dummebødeDa Det Økologiske Råd skønner, at en betalingsring i den nuværende form højst vil reducere luftforureningen med 10 procent, så foreslår rådet en skrappere kur til netop erhvervstransporten. Det skal ske ved at gøre bompenge-betalingen afhængig af køretøjets miljønorm - som det også kendes fra eksempelvis det tyske road-pricingsystem mauten - som lastbiler betaler for at køre på de tyske motorvejen.
I vognmandsorganisationen Dansk Transport & Logistik vækker rådets forslag dyb undren.
- I forvejen må vi i miljøzonerne kun køre med de nyeste og reneste lastbiler med Euro 4 og 5 motorer, eller hvis der er monteret et partikelfilter. Så en særlig høj afgift i en betalingsring for ældre lastbiler giver ingen mening - for de kører slet ikke ind i byen. I øvrigt giver betalingsringen slet ingen mening for hverken trængsel eller miljø, for lastbilerne kører ikke for sjov ind i byen. Det vil blot blive en skat til skade for erhvervsliv og borgere i byen, siger erhvervspolitisk chef Ove Holm, Dansk Transport & Logistik.
Spark til åben dørDTL påpeger, at luftforureningen fra lastbiler allerede er på vej ned med stormskridt og henviser til et svar, som miljøminister Karen Ellemann gav til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg: Her fortalte ministeren, at lastbilers og bussers udledning af NOx’er på blot fire år fra 2005 til 2009 er faldet med 32 procent, mens mængden af partikler er faldet med hele 49 procent.
Indførelsen af miljøzoner i ikke bare København, men også Aalborg, Aarhus og Odense har siden 2008 bidraget til at begrænse luftforureningen i de fire byer mærkbart.
En rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser fra i sommer viser ifølge DTL, at den samlede partikeludstødning på H.C. Andersens Boulevard i København er faldet med 16 procent, og det endda selvom lastbil- og bustrafikken kun udgør 3,3 procent af den samlede biltrafik, der først og fremmest domineres af personbiler og dernæst varebiler. Den samlede reduktion i udledningen af NOx er tilsvarende faldet med 8 procent.
- I DTL glæder vi os over, at der har været en effekt af de mange millioner kr., som vognmandserhvervet har investeret i nye lastbiler eller partikelfiltre for at kunne opfylde miljøzonekravene i København, Aalborg, Aarhus og Odense. Vi glæder os også over, at den fortsatte tekniske udvikling og den løbende udskiftning af køretøjerne fremadrettet vil sikre en stadig renere luft, og senest er lastbiler med den helt nye Euro 6 miljø-norm begyndt at komme på gaden, siger Ove Holm.