Fleksibel finsk kvalitet på hjul
Ekeri er specialist i kølevogne med fuld sideåbning. Pema har leveret de finske trailere til Thermo Transit.
Af Finn Bjerremand
Efter at udlejningskoncernen Pema Last & Trailerudlejning A/S er gået ind på udlejningsmarkedet i Sverige, har koncernen også fundet ud af, at der findes nordiske udbydere af kølevognsmateriel, som bygger i høj kvalitet og samtidig har tilpasset produkterne til såvel de høje vogntogsvægte som de skiftende klimatiske forhold i Norden.
Ønsker man samtidig som kølevognstransportør at kasserne skal være udstyret med fuld sideåbning med foldedøre – og her begynder det at blive svært – ja, så hører finske AB Ekeri OY absolut til i eliten blandt leverandørerne.
Det er smart at kunne transportere temperaturregulerede levnedsmidler, så som fisk, kød eller frugt den ene vej og så måske kunne laste lange rør eller f.eks. træ i pakker den anden vej.
Den finske opbyggerkoncern har en lang tradition for at bygge den slags kundespecificerede løsninger, fordi - som man plejer at sige i transportbranchen - finnerne er praktiske folk, der altid finder funktionelle løsninger på udfordringerne.
Det lever Ekeri op til, samtidig med at Ekeris produkter også har et flot design og er udstyret med gode muligheder for at surre godset.
På vej til DanmarkPema har da også allerede mange køletrailere og komplette 25,25 m lange kølevognstog rullende på udlejningsbasis hos kunder i Sverige, hvor opbygningerne stammer fra Ekeri-koncernen.
Nu er en større leverance af køletrailere på full-service lejebasis til Thermo-Transit Danmark A/S, der er en af Pemas store kunder i Danmark, godt i gang.
Thermo-Transit stiller store krav til deres materiel. Meget af det skal kunne rulle gennem det meste af Europa fra nord til syd og samtidig klare vægtkravene med forskellige regler for akseltryk og vogntogsvægte.
Materiellet skal kunne klare de hårde vintre i hele Norden og samtidig også virke i Sydeuropa under varme forhold. Derfor har Thermo-Transit valgt at få leveret 13 nye Ekeri-køletrailere af den såkaldte norske type, hvor tripplebogien bagest er delt i en toakslet akselsektion og en selvsporende aksel under bagenden.
FremtidssikretTraileren er selvfølgelig fremtidssikret, så den kan udnytte en let treakslet trækker med 26 ton totalvægt. Ekeri bygger nemlig altid som standard med en 18 ton kingpin og køletrailerne som Pema og Thermo Transit har valgt, er alle med tre aksler i bagenden, hvor der er et teknisk samlet akseltryk på 27 ton.
Det samlede akseltryk er dog i praksis begrænset til 24 ton i Danmark, men ved kørsel i Norge kan man f.eks. udnytte de gældende regler om 50 ton vogntogsvægt.
Skulle de danske myndigheder komme i tanke om at spændetrøjebestemmelsen - som begrænser vogntogsvægten for vogntog på 6 aksler til 48 ton, kan slækkes lidt så man kan udnytte alle akseltrykkene - vil de 50 ton vogntogsvægt også være umiddelbart opnåelig i Danmark.
Akslerne er fra SAF og med tromlebremser, og den bagerste aksel kan svinge ud med 15 grader.
Ophænget af akslerne er med luftaffjedring, og der er selvfølgelig mulighed for at regulere højden.
Den forreste aksel på traileren kan løftes ved tomkørsel eller kørsel med dellast, så der kan spares dæk og dermed både brændstof og CO2.
Klædt på til vinterenChassiset er selvfølgelig bygget med en god lang svanehals, så der kan køre en rigtig treakslet trækker foran traileren og sådan at støttebenene ikke kommer i karambolage med trækkerens bagende, skærme m.v. når der drejes.
Trailere som netop denne vil komme til at køre i vinterføre en stor del af året, da den bliver indsat i bl.a. den nordiske trafik, og det stiller krav om dæk med M+S mærkning, så Thermo Transit kan køre lovligt i vinterføre i vore nabolande.
Bremsesystemet er et Wabco EBS anlæg og støttebenene er fra Jost. Mellem de to bagerste aksler, hvor der god plads, er der i begge sider lavet et lettilgængelige ophæng til snekæder, så det er let for chaufførerne at få fat i snekæderne, når de skal monteres i brug.
For at kæderne ikke skal kunne falde af - eller på anden måde forsvinde i utide - er der monteret en stump kæde som i den ene ende er fastgjort ved chassiset og i den anden har en krog som kan låses fast i toppen af snekædeholderen. Krogen kan byttes ud med en lås, så snekæderne kan låses fast.
På chassiset er der på strategisk vigtige steder også færgekroge. Thermo Transit anvender ofte færger rundt omkring i Europa, så det er et must.
Under chassiset er der monteret en flot pallekasse, som gør det muligt at transportere en stak tomme paller uden de behøver at være på ladet. I højre side foran pallekassen sidder dieseltanken til kølemaskinen placeret så den er let tilgængelig for tankning.
Ekeri-skabsopbygningLadopbygningen består af et Ekeri FRC skab, som kan åbnes i hele venstre side, og bl.a. et helsvejset aluminiumsdørk som gulv, der har Ekeris trinløse surringssystem i gulvet, som gør det muligt at surre gods bedst muligt.
I øverste højre hjørne finder man en intelligent løsning, Eke –Band-Up spændebåndsholdere, så man let kan sætte båndet op uden at det falder ned, inden det bliver spændt sammen.
Den indvendige højde er 2.600 mm og der er 10 sidedøre i venstre side, som let åbnes som to jalousier. Stolpen flyttes også ganske enkelt, hvis der er behov for at laste langt gods. Beslagene, som holder sidedørene fast er konstrueret i glatte profiler, som endog er skruet på, så de er lette at udskifte, hvis der skulle gå noget galt.
I bagenden er der monteret en Zepro 2,5 ton læssebagsmæk og i forenden sørger en Thermo-King SLX Spectrum kølemaskine for, at godset holder den korrekte temperatur.
I det bagerste højre hjørne er der under loftet monteret yderlige en fordamper af typen S3, som hjælper med til at holde korrekt temperatur.
Uafhængig udlejer med fuldt programEfter mere end 30 år på markedet for udlejning i Centraleuropa er Pema markedsledende på feltet for udlejning af lastvogne og påhængsmateriel. Samtidig er Pema den eneste producent-uafhængige udbyder, der kan tilbyde både lastvogne og påhængsmateriel.
Netop på dette område er der de sidste par år sket en kraftig selektering i Tyskland, hvor de to store konkurrenter i dag er tilknyttet til lastvognsproducenter.
Pema, der er etableret tilbage i 1976 holdt i 2004 sit indtog i Danmark, hvor konceptet med leje af komplette vogntogsløsninger blev modtaget med en del skepsis.
Med adm. direktør Carsten Sørensen i spidsen for Pema Last- og Trailerudlejning A/S i Danmark, er Pema vokset fra at være en mindre aktør på udlejningsmarkedet med få køretøjer til at være en betydende faktor på hele transportmarkedet.
Medarbejderstaben er gennem de forløbne syv år også vokset fra tre til 13 ansatte og selskabet købte i 2006 i det nordlige Kolding et stort og moderne anlæg med gode forhold for administrationen og 2000 kvadratmeter værksted samt en stor parkeringsplads.
I fjor valgte Pema dog at outsource serviceringen af køretøjerne til JLS A/S, der i forvejen er landsdækkende på området.
Succes i SverigeSiden er Pema med fødselshjælp fra Danmark trådt ind på det svenske marked, hvor det at leje et komplet vogntog med full-service også har været et ukendt begreb.
- Pemas koncept er blevet meget godt modtaget af den svenske transportbranche, hvilket allerede nu har medført at Pema er markedsleder for udlejning af komplette vogntogsløsninger, med mere end 600 køretøjer på de svenske landeveje, forklarer adm. direktør for Pema i Sverige, Elmer Larsen, til Trans Inform.
PemaPema står for Peter Manz, der grundlagde koncernen. Det var den tyske genforening, som virkelig satte gang i Peter Manz’ forretning. Han var lastvognsforhandler og hans kone var Ford-personvognsforhandler i Herzberg i Harzen.
Peter Manz havde tidligere handlet lidt med østtyskerne og efter murens fald skulle det tidligere nationale østtyske transportfirma Deutrans have leveret 1000 nye lastvogne. Selskabet havde ingen midler, så Peter Manz fik strikket en finansiering sammen, så hans selskab Pema i stedet fortsatte med at eje køretøjerne og Deutrans lejede dem af ham. Det koncept er siden udvidet med et servicekoncept.
I foråret 2008 blev Pema overtaget af det tyske selskab Gefa, der i forvejen var ejet af den verdensomspændende franske bankkoncern SG med mere end 165.000 ansatte i 85 lande.
Den finske specialistFinske Ab Ekeri Oy i Kållby ca 30 km syd for Kokkola er en af de markedsledende producenter af påhængskøretøjer og skabsopbygninger i Norden.
Koncernen har oplevet en kraftig vækst og er ekspanderet meget, også udenfor Norden. Således går 80 procent af den samlede produktion til eksport.
Ekeri satser på kundetilpassede transportløsninger, der kan klare det hårde klima i Norden. Dertil kommer styrkeområder som kølekasser, der kan åbnes i siderne, dobbeltstock, intelligente godssurringssystemer og moderne design.
Slutproduktet skal altid være et effektivt værktøj for brugeren og skal samtidig give kunden mulighed for at udføre sine transportopgaver på en effektiv måde. I Kållby, hvor al produktionen samt et servicecenter hører hjemme, har den finske producent også fokus på hele miljøproblematikken – både når det gælder egen produktion og udvikling, men også i forhold til kundernes nyttelast og miljøpåvirkning.
I år forventes produktionen at komme til at ligge på ca. 530 enheder, der alle er kundetilpassede lukkede kasser med sider, der kan åbnes.
Enhederne er fordelt på 150 ladopbygninger, ca. 180 påhængsvogne, og 200 trailere. Sidste år producerede Ekeri 427 enheder.
Omsætningen nåede sidste år 32,9 mio. euro og i år regner Ekeri at nå op på 38 mio. euro. Antallet af medarbejdere er på 155 og alle - uden undtagelse - kan tale svensk.
Stærk på kølSkal fisken transporteres fra Polarcirklen til Sydspanien eller frugt fra Spanien til Danmark og Norge, ja så er det helt klart en opgave for transportvirksomheden Thermo-Transit Danmark A/S, der egentlig har domicil i den vestfynske by Middelfart. I dag foregår det meste dog ved afdelingen i Padborg, hvor man har tilgang til en stor terminal for omlastning af gods, ligesom virksomheden har egen plads til et stort antal køretøjer.
Thermo-Transit er i ordets bogstaveligste forstand en international transportvirksomhed, der har egne afdelinger på en række vigtige destinationer og som vel at mærke samtidig selv råder over en vognpark til at transportere store mængder hver eneste dag. I det daglige disponeres der ca. 400 til 500 kølevogne, som kører overalt i Europa.
Virksomheden havde sin fødsel i den nordvestfynske by Bogense, hvor et lille kontor blev oprettet tilbage i 1987. I kølvandet på en erfa-gruppe med tilknytning til den daværende vognmandsforening FDE, blev en håndfuld vognmænd sammen enige om at danne sit eget salgsled.
Det blev til et anpartsselskab med navnet Thermo-Trafik ApS, hvor Jesper Hansen også var med helt fra starten. Efter en periode med vækst rykkede firmaet til Middelfart, hvor man fik kontor oven på en terminal.
Efter et par år blev navnet på grund af en navnesammenfald med en anden transportvirksomhed i Europa ændret til Thermo-Transit og siden er selskabet blevet til et aktieselskab.
Efter mange hårde år voksede virksomheden og i dag er der i Danmark, ud over Middelfart og Padborg også en afdeling i Hirtshals, der nu er det centrale punkt for alt hvad der har med fisk at gøre i Danmark.
Dertil kommer fire afdelinger i Norge i henholdsvis Bø i Vesterålen, Nordnorge, Trondheim, Vestby og Ålesund. I Tyskland er der en afdeling i Suderburg, samt en afdeling i Italien i byen Bologna og en i Malage i Spanien.
I dag ejes koncernen ligeligt af de to partnere Klaus Paysen og Jesper Hansen.
fba@transinform.com