Transics sætter fart på Danmark
Flådestyrings-specialisten har egen repræsentant i Danmark og satser på nyudviklede programmer.
Af Gwyn Nissen
Siden foråret har Christian Johnstad-Møller repræsenteret Transics, en af Europas største leverandør af flådestyrings-løsninger, i Danmark.
Christian Johnstad-Møller, der holder til på Hirtshals Transportcenter, har et godt kendskab til branchen i forvejen. Han begyndte som speditør hos Dachser, NorCargo og Freja, hvorefter han blev account manager for Comlog, en dansk leverandør af flådestyring.
- Så mine rødder ligger i transport- og speditionsbranchen, siger Johnstad-Møller, der gennem de seneste år har arbejdet som selvstændig salgs- og marketingkonsulent.
Transics er et af de førende firmaer på det europæiske marked indenfor flådestyring, og derfor er Christian Johnstad-Møller også ret sikker på, at Transics nok skal sætte sine fodaftryk i Danmark.
- Deres fodfæste på det danske marked er forholdsvis ny, men det er allerede lykkes os at få flere større og mindre kunder i Danmark, påpeger han.
Og potentialet er ifølge Johnstad-Møller stort:
- I Danmark er der ca. 3500 virksomheder med ca. 110.000 lastbiler – men kun 25-30 procent af disse har flådestyring, påpeger han.
Nye tiltagTransics opererer med lastbilens onboard-computer TX-Max i forbindelse med kontorets back-office software TX Connect. Den kendte flådestyring er senest blevet udvidet med TX-Magellan, som gør det muligt, at holde styr på trailere/containere.
Således har den store europæiske speditionsvirksomhed Transalliance netop indgået en aftale med Transics om at udstyre 4000 trailere med TX Magellan. I forvejen har Transalliance udstyret sine 3200 lastbiler med Transics onboard-computer.
Transalliance forventer med investeringen at kunne udnytte sin trailerflåde mere effektivt, idet det ikke kun er muligt, at holde styr på egne lastbiler, men også på trailere, der trækkes af undervognmænd.
Foruden en bedre optimering af kørslen, regner Transalliance også med at kunne yde kunderne en bedre service, ved at oplyse kunden up-front, hvor godset er og hvornår det forventes fremme.
BesparendeEt andet besparende element er ifølge Christian Johnstad-Møller Transics Eco.
- Alle FleetManagement-systemer tilbyder funktioner, som skal hjælpe vognmændene med at spare brændstof, men Transics går et skridt videre: vi tilbyder en stærk eco-funktion sammen med træning og instruktionsservice, som hjælper chaufførerne med at tilpasse deres kørselsadfærd, siger Christian Johnstad-Møller.
Transics har således udviklet et integreret uddannelses-, coaching- og opfølgningsinstrument, som giver markante brændstofbesparelser.
I modsætning til nogle andre kørselskurser, tilbyder TX-Eco også permanent overvågning. Erfaringerne viser nemlig, at chaufførerne kan og er villige til køre mere økonomisk – men at de som regel genoptager deres gamle vaner allerede efter et par måneder. Derfor overvåges chaufførernes kørselsadfærd også efter oplæringen.
En såkaldt Eco-assistent giver desuden chaufføren real-time feedback i førerhuset, idet kørselsassistenten giver tips under kørslen: f.eks. om at undgå panikbremsning, slukke motoren, når lastbilen står stille, respektere hastighedsbegrænsningerne mm.
Ifølge Transics giver TX-Eco en varig reduktion af brændstofudgifterne på 7,5-10 procent – foruden færre vedligeholdelsesudgifter og øget trafiksikkerhed.
TransicsTransics International N.V. blev grundlagt i 1991. Selskabet udvikler og sælger flådestyringsløsninger til transport- og logistikbranchen. Transics satser på forskning og udvikling af sine systemer og har blandt andet egen udviklingsafdeling med 52 medarbejdere.
Selskabet hører til i Ypres i Belgien og opererer i hele Europa. Siden 2007 har Transics været børsnoteret på Euronext Brussels.
gn@transinform.com