Ny Actros er kørt ind i fremtiden
Mercedes’ nye flagskib lever op til forventningerne: Utrolig gode køreegenskaber, godt førermiljø og god brændstoføkonomi.
Af Finn Bjerremand
Mercedes er kørt et godt stykke ind i fremtiden med den nye Actros. Efter den første prøvekørsel af den nye Actros er indtrykket klart: Mercedes har indløst mange af forventninger til højeste karakter. Mercedes har ganske enkelt fostret en helt ny lastvognsserie, der sætter nye standarder for køreegenskaber, trafiksikkerhed, økonomi, miljø og ikke mindst førermiljøet.
På strækningen fra München til Ulm nåede jeg at prøvekøre tre forskellige versioner af Actros. Første vogn var den mest interessante, en rigtig fremtidslastvognen: en Actros 1848 med en Euro6 version af OM471-motoren på 12,8 liter samt førerhusvarianten BigSpace. Denne version med 476 hk og et drejningsmoment på 2300 Nm findes udelukkende som Euro6, mens andre versioner også kan leveres i Euro 5 versioner.
Det var en god oplevelse at køre denne Euro6-version, der kører rigtig fint. Det næsthøjeste førerhus er samtidig meget interessant, og vil uden tvivl blive det store hit til flådeejere. Førerhuset er ganske fint og dækker i langt de fleste tilfælde behovet.
Efter 73 km blev der vekslet til en Actros 1845 Euro5 (449 hk og et drejningsmoment på 2200 Nm) med stort førerhus, GigaSpace, som i dag må betegnes som toppen af kransekagen, når det gælder førerhuse.
Efter yderligere 72 km blev der skiftet til Actros 1842 Euro5 (421 hk / 2100 Nm) med et BigSpace førerhus. Denne version er et godt bud til distribution og regional transport.
På den sidste etape holdt jeg løbende øje med brændstofforbruget, der på det meste af strækningen lå omkring 28 liter pr. 100 km – det svarer til 3,57 km/l. Den sidste del af strækningen ind til Ulm byder dog på nogle bakker, så det endte med et forbrug på 30 liter pr. 100 km eller 3,33 km/l.
Det må betegnes som ganske fint, når man tager alle forhold i betragtning: at lastvognen er ny, jeg aldrig har kørt den før, der er bakket terræn og at vi kørte i myldretiden.
De første indtrykFørstehåndsindtrykket er en moderne højteknologisk lastvogn, der er spækket med kompromisløse nyheder, fordi teknikerne så at sige har haft en ønskeliste at gå frem efter. De har tilmed kunnet starte helt fra nul og har således ikke skullet tage hensyn til en masse ”gamle” komponenter og koncepter.
Det begynder allerede med nøglen, der er en multifunktionsnøgle med en skærm, der har flere forskellige funktioner, som f.eks. lystjek og kontrol af en masse forskellige funktioner. Multifunktionsnøglen sættes i instrumentbrættet, hvorefter man trykker på en knap for at starte motoren. Dermed er vi tilbage til de gode gamle dage, da man også havde en startknap. Dermed er der heller ingen risiko for at en stresset chauffør kommer til at vride for meget på nøglen eller at tændingslåsen bliver slidt og går i stykker.
Eftersom det var regnvejr satte viskerne takket være regnsensoren straks i gang, da motoren blev startet. Sådan bør det være i en moderne lastvogn.
Godt førermiljøUd af vejen kører vognen fantastisk og førerpladsen er fortrinlig. Alene indstillingen af rattet, der foregår præcis som i en Volvo FH, er uovertruffen. Med venstre fod på kontakten i gulvet, kan man holde med begge hænder på rattet og stille det så det passer med det samme. Når man holder stille kan rattet køres op, så det står vandret og det letter adgangen ind og ud af førerhuset.
Hele instrumenteringen med stilke under rattet, to kontaktgrupper på de to eger i rattet er superfint.
Ingen vil savne gearvælgere i det ekstra armlæn, som man har det i forgængeren Actros MP3. Det er samtidig en fin løsning med den nye gearvælger, hvor der blot drejes på en kontakt i stilken, for at få vognen til at køre.
Cockpittet er suverænt med oversigt over alt hvad der er nødvendigt. Ikke mindst displayet, hvor alle mulige informationer er tilgængelige. Når ACC (radarbaseret afstandsmåler i kombination med cruisesontrollen) er indkoblet og der dukker en bil op foran, så kan chaufføren se, hvor mange meter bilen er væk og hvor hurtig den kører. Vigtige informationer, når man kører i tæt trafik og i øvrigt har travlt.
Samtidig kan man selvfølgelig følge det momentane brændstofforbrug, man kan se hvad cruisecontrollen er sat til i hastighed, og man kan også se farten i tal, hvis man er mere til det end speedometernålens visning.
Ved et tryk på en kontakt i rattet går man over på økonomiprogram, og det får omgående tophastigheden begrænset til 85 km/t – en rigtig god løsning.
Mange gode førerhusvarianterFørerhusene findes i mange gode varianter både med fladt gulv og med motortunnel. Når Mercedes siger fladt gulv, så mener de fladt – uden nogen form for forhøjning i midten. Alle førerhusvarianter med 2,5 m bredde har fladt gulv, mens førerhusvarianten på 2,3 m i bredden kan fås med fladt gulv eller med en motortunnel med 1,70 m højde.
Det er også lykkedes for Mercedes at komme af med Axor-komplekset, hvor det smalle førerhus ikke falder i god jord hos brugerne. Uanset om det er en ny Actros med bredt førerhus eller en smal version, så er der god plads til føreren og man har ikke nogen fornemmelse af klaustrofobi.
En nyudviklet serie af førersæder har højnet førerens arbejdsmiljø betydeligt, og til næste forår forventer Mercedes yderligere at kunne introducere en topversion med massage i ryglænet. Det nye sæde og de gode indstillingsmuligheder har virkelig forbedret mulighederne for at sidde godt, når man skal køre langt.
Indstillingen af sædets og ryglænets hældning reguleres nu af det samme håndtag på venstre side af sædet - det virker enkelt og godt.
Førerhuset er lige så godt som det ser ud til. Der er godt udsyn og placeringen af de store spejlarme er helt perfekt. Takket være at spejlene er trukket lidt tilbage i forhold til a-stolpen er det muligt at se mellem a-stolpen og spejlet, hvorved risikoen for at overse en anden trafikant ved f. eks. udkørsel ved kryds og lignende er stærkt minimeret.
Spejlene giver fremragende sigt, det være sig både spejlene i siderne såvel som nærzonespejlet og spejlet oppe over højre forhjørne.
Fra førerpladsen har man alle muligheder for at kunne følge med foran og på begge sider af vognen.
Uovertrufne køreegenskaberEt af de helt store fortrin er dog vognens evne til nærmest at klæbe til vejbanen. Udviklingen af en helt ny og lige chassisramme, der er lidt bredere end på den gamle Actros, har betydet, at det har været muligt, at udvikle nogle fantastiske køreegenskaber.
På testens andendag kørte vi i det tidligere militære øvelsesområde Münsingen, der er et fantastisk godt område til tests, da der er gode tosporede veje, hvor der var mulighed for at teste den nye Actros i chikanekørsel og på ”vaskebræt”.
Jeg kørte først strækningen i en ”gammel” Actros MP3 med tilkoblet trailer og godt læsset. Herefter kørte jeg samme rute i en ny Actros med tilsvarende motorstørrelse og læs. Det gav syn for sagn.
Den nye Actros kan køre betydelig hurtigere gennem disse chikaner og tilmed er den fuldstændig rolig - næsten som om den kørte på skinner – og uden at det var på bekostning af komforten.
Lastbilen retter uden problemer op, når der bliver korrigeret på rattet, og på vaskebrætstrækningen – hvor det er meget almindeligt at man sidder med en ubehagelig gyngende fornemmelse fra førerhusets bevægelser – kørte den nye Actros blødt og smidigt.
Mit allerførste indtryk af affjedringen var, at vognens affjedring var strammet meget op og dermed måske mindre komfortabel end Actros MP3. Men der er ikke noget at komme efter: Den nye Actros har en fin affjedring og samtidig er den meget retningsstabil.
Dette har stor betydning for håndteringen af lastbilen ved en eventuel undvigemanøvre. Sammen med vigtigt sikkerhedsudstyr som bremseassistent, EBS og ESP, kan det være med til at uheld helt undgås - og samtidig der det med til at aflaste chaufføren.
StøjsvagVed kørsel i vognen, får man en lille skarp lyd, når commonrail-pumpen får motoren op i omdrejninger, men den forsvinder lige så snart omdrejningstallet er kommet op. Når man så kører ud af vejen med jævn hastighed, vil jeg nærmest karakterisere det som at køre bus, hvor motoren ligger under gulvet i midten eller i bagenden: En svag summen, hvor vinden og hjulene genererer den største del af lyden.
Motorerne i de tre forskellige versioner jeg testede, er alle kendetegnet ved at være arbejdsvenlige og med god trækkraft. Jeg kørte over en lang strækning i vognen med cruisecontrollen låst fast, hvor motoren arbejdede på 900 omdr./min.
Flere gange tænkte jeg, at nu måtte den da skifte ned. Men nej, den holdt fast og kom bare igen – Mercedes-motoren har et godt drejningsmoment, som starter langt nede.
Det skyldes da også transmissionen, som er tredje udgave af PowerShift, der nu er blevet yderligere opdateret og forfinet. Her haler Mercedes endnu mere ind på Volvos I-shift.
Powershift skifter lynhurtigt, et forhold der har stor betydning, når man eksempelvis kører op ad en stejl bakke, hvor motorkraften skal være ved hånden hele tiden.
PowerShift tillader også at der køres længere ned i motoromdrejningerne, inden der skiftes gear. På visse stigninger kan det betyde, at man undgår at skifte gear – og da hvert gearskifte tæller på udgiftssiden med et forøget brændstofforbrug, så er der penge at spare.
Med lanceringen af den nye Actros-serie, har kommende Mercedes-kunder - det være sig både chauffører og vognmænd - noget at se frem til. Desværre kommer der udelukkende to-akslede trækkere i første bølge, så kunder der ønsker sig en tre-akslet trækker, må vente til forår.
fba@transinform.com