Frifundet: Højesteret vender op og ned på resultatet i sag om fejludlevering af gods.

Egentlig var det meget nemmere i de gode gamle dage, hvor transportøren ”bare” skulle transportere godset fra A til B, uden at det nødvendigvis involverede ret mange sofistikerede dikkedarer. Men nu om dage, hvor forretningen er blevet boostet med et hav af mere eller mindre intelligente tillægsydelser, kan mange penge tjenes - og meget kan gå galt.

Som i så mange andre tilfælde er det vigtigt at have styr på aftalerne og ikke mindst forventningsafstemningen i aftaler, e-mails, telefonsamtaler, mv. skal styres stramt. Højesteret har den 2. september omgjort en dom afsagt af Sø- og Handelsretten for små tre år siden i samme sag, hvor de indgåede aftaler og fortolkningen, samt eksekveringen af disse spillede en central rolle.

Sagen drejede sig om et elektronikfirma, der giver sig af med både import og eksport og som havde aftaler med to danske transportører, og hvor der med begge var indgået udførlige aftaler. Det var for Eksportøren som transportkunde magtpåliggende, at det transporterede gods ikke under nogle omstændigheder blev udleveret til de udenlandske kunder, før der var givet udtrykkeligt grønt lys, og som det vil fremgå af følgende, blev det af afgørende betydning, hvordan samarbejdet havde udviklet sig mellem eksportøren og dennes transportør - uanset hvad der oprindeligt var aftalt i kontrakterne.

Eksportøren havde oprindeligt indgået en samarbejdsaftale med den danske afdeling af et internationalt transportfirma og i aftalen, der blev ”beskrevet” i et brev af 4. juli 2003 fra Transportøren til Eksportøren, blev bl.a. belyst, hvordan booking og udlevering skulle og måtte finde sted.

Aftalen blev indgået i 2003 og i den efterfølgende periode sendte eksportøren forskellige forsendelser ”på hold”, f.eks. til Italien med angivelsen ”fermo deposito” og til Spanien med angivelsen ”recogeran in nave”.

I 2004 blev indgået en ny samarbejdsaftale, hvor der bl.a. henvistes til Transportørens fragtvilkår og derfra igen til firmaets service- og prisguide, og igen i 2005 blev indgået en ny standardaftale, hvor bl.a. henvistes til forskellige former for ansvarsbegrænsning.

På et tidspunkt, hvor Eksportøren mente at have haft nogle dårlige oplevelser med fejludleveringer fra Transportørens side, indgik Eksportøren en aftale med et dansk speditionsfirma, der påtog sig dels at sørge for, at gods modtaget på Speditørens ”centre” i forskellige lande ikke blev udleveret til uberettigede personer eller firmaer, og dels at tegne en transportforsikring i Speditørens eget forsikringsselskab.

I den forbindelse blev der indgået en aftale, som bl.a. havde følgende beskrivelse af begrebet ”ship to hold”

Eksportøren solgte 88 CPU-enheder til en italiensk importør på CIF-vilkår. Den samlede pris i henhold til faktura af 30. maj 2005 var 111.611,69 €. Af den senere i retten fremlagte afsenderkopi af airway-bill fremgik bl.a. i rubrikken ”Ship To” ud over forskellige numre, adressen på Speditørens agent i det pågældende område, og herudover var i rubrikken ”Contact” anført ”Ship to hold”.

Fragtbrevet var udfyldt af den pågældende medarbejder hos Eksportøren, der havde foretaget udfyldning på sin pc, og som bl.a. i den forbindelse for at få opgaven afsluttet, måtte ”klikke” ja til, at transportørens forretningsbetingelser var accepteret.

Udfyldelsen blev fulgt op med diverse mails frem og tilbage om, at der var tale om ”Ship to hold”-forsendelse og det hele endte med, at varerne blev afhentet af Importøren, som ingenting betalte. Diverse forsøg efterfølgende på at få beløbet inddrevet bar ikke frugt.

Det viste sig, at selskabet var ukendt på eller ikke længere var kendt på den registrerede adresse, og konsulatet kunne ikke finde andre oplysninger om selskabet.

Forsikringsselskabet, hos hvem Speditøren havde tegnet transportforsikring (på vilkår efter Institute Cargo Clauses (A), der dækker

afviste at betale erstatning, idet man henviste til at fejludlevering som den foreliggende ikke var forsikringsdækket.

Det var Eksportørens standpunkt at Speditøren har afgivet løfte om at tegne forsikring der dækkede enhver form for fejludlevering, uanset om udleveringen er sket fra Speditørens center, eller som i det foreliggende tilfælde fra transportøren. Eksportøren har i øvrigt oplyst, at selskabet ikke var bekendt med hvilken forsikring Speditøren havde tegnet.

Sagen blev indbragt for Sø- og Handelsretten af Eksportøren med påstand om, at såvel Transportør som Speditør var solidarisk ansvarlig for det lidte tab og samtidig blev der anlagt sag af forsikringsselskabet mod Speditøren og Eksportøren med påstand om, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at udbetale erstatning for fejludlevering, der var en begivenhed, som forsikringsselskabet ikke mente, var dækket af den tegnede forsikring.

Sø- og Handelsretten dømte Speditøren til at betale erstatning primært under henvisning til, at denne over for Eksportøren påtog sig dels at sørge for transportforsikring af Eksportørens forsendelser, dels at sikre mod udlevering ”fra centeret” til uberettigede.

Det måtte antages, at der ved ”centeret” blev sigtet til Speditørens samarbejdspartneres centre, som fremgik af en liste som Speditøren havde udleveret til Eksportøren. Det savnede rimelig mening at antage, at Speditøren i kraft af bestemmelsen i aftalens pkt. 3, 1. stk., 2. pkt., påtog sig en garanti mod fejludlevering videre omfang; det måtte herved tages i betragtning, at den af Eksportøren hævdede garanti ville være særdeles vidtgående og i givet fald omfatte et antal forsendelser, som skete uden Speditørens medvirken og uden at Speditørens centre var indblandet.

Eksportøren ankede dommen til Højesteret, hvor det nu kun var et mellemværende mellem Eksportøren og Transportøren, og dermed var hhv. Speditøren og Forsikringsselskabet ikke længere direkte parter i sagen.

Højesteret henviste indledningsvist til, at den aftale om forsendelsesformen ”Hold for Pick-up”, som blev indgået mellem Eksportøren og Transportøren gik ud på, at forsendelser omfattet af ordningen skulle tilbageholdes af Transportørens center i køberens land, således at Eksportøren kunne sikre sig, at varen først blev udleveret til køberen, når købesummen var betalt.

Der var tale om en særordning og ikke om en ordning, som standardmæssigt udbydes af Transportøren. I hvert enkelt tilfælde, hvor Eksportøren ønskede denne forsendelsesform anvendt, skulle Eksportøren sende en særskilt meddelelse til Transportøren, som så kontaktede Transportørens center i køberens land med instruks om, at varen skulle tilbageholdes, indtil den blev frigivet af Eksportøren, jf. pkt. 3 og 4 i det nævnte brev.

Efter indholdet af den indgåede aftale sammenholdt med det forhold, at der ikke var tale om en standardmæssig ordning, måtte det efter Højesterets opfattelse stå klart for Eksportøren, at selskabet ikke kunne påregne, at en forsendelse ville blive tilbageholdt af Transportørens center i køberens land, indtil Eksportøren havde frigivet den, alene på grundlag af en angivelse i fragtbrevet om ”Hold for Pick-up” eller lignende.

Angivelsen ”SHIP TO HOLD” i fragtbrevet af 30. maj 2005 var da heller ikke rettet til Transportøren, men til Speditøren, idet den var et udslag af, at forsendelsen fulgte den ”Ship to Hold - Procedure”, som var beskrevet i aftalen af 6. februar 2004 mellem Eksportøren og Speditøren.

I overensstemmelse med denne aftale sendte Eksportøren samme dag en særskilt mail til Speditøren om, at forsendelsen var sat ”på HOLD”. Eksportøren sendte derimod ingen tilsvarende særskilt meddelelse til Transportøren, og forsendelsen var derfor – selv om angivelsen ”Ship to Hold” sidestilles med angivelsen ”Hold for Pick-up” – ikke omfattet af den aftale mellem Eksportøren og Transportøren, som var beskrevet i brevet af 4. juli 2003.

Efter det anførte fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at pålægge Transportøren erstatningsansvar som følge af, at Transportørens center i Milano ikke forstod angivelsen i fragtbrevet om ”Ship to Hold” som en instruks om, at varerne ikke måtte udleveres til køberen (Modtageren), før de var frigivet af Eksportøren.

I fragtbrevet var Modtageren angivet som modtager, og efter den måde, som fragtbrevet var udfyldt på, måtte Speditørens agent i Italien naturligt opfattes som repræsentant for Modtageren. Det kunne derfor heller ikke anses for en ansvarspådragende fejl, at Transportørens center i Milano udleverede varen til Modtageren, selv om adressen på Speditørens agent i Italien var angivet som modtageradresse.

I denne forbindelse blev det bemærket, at pkt. 10 i Transportørens transportvilkår og -betingelser, som måtte anses for vedtaget af parterne, jf. bl.a. henvisningen til disse vilkår og betingelser i aftalen af 7. marts 2005 mellem Eksportøren og Transportøren, ikke indeholdt nogen begrænsning i adgangen for Transportøren til at udlevere forsendelsen til den i fragtbrevet angivne modtager. Endvidere blev det bemærket, at Eksportøren selv havde skabt risikoen for det passerede ved i fragtbrevet at angive Modtageren som modtager af varen.

Højesteret frifandt således - i modsætning til Sø- og Handelsretten – Transportøren, og Eksportøren blev dømt til at betale omkostninger for begge retsinstanser.