Modulvogntog i venteposition
Endnu ingen dato for tysk feltforsøg.
Først skulle starten have lydt til sommer, så hed det efteråret 2011 og siden ”inden årets udgang”. Men fakta er, at det tyske transportministerium endnu ikke har nogen dato for, hvornår det tyske feltforsøg for modulvogntog kan gå i gang.
De mange kommentarer og protester i høringsperioden betyder, at ministeriet stadig arbejder på sagen. Blandt andet mener delstaterne Hamborg og Brandenburg at forsøget er forfatningsstridigt. Andre delstater har protesteret over strækningsforløbet og andre delstater igen vil slet ikke være med, men må alligevel se, hvordan modulvogntogene bliver sendt gennem delstaten på motorveje.
200 virksomheder ønsker at deltage – men nogle af disse ligger i delstater, som slet ikke vil være med i forsøget. Ministeriet vil tillade ca. 400 modulvogntog at være med i forsøget – når det engang begynder.