Ny på Kolding Havn
Karina Poulsen er ansat som ny Business Developer på Kolding Havn.
- Blandt mange af Karinas kvaliteter er hendes engagement og viljen til at tage sagen i egen hånd, evnen til at se nye forretningsmuligheder og hendes ligefremme facon, som gør, at hun kan tale med alle. Hendes baggrund er forankret i en eksportingeniøruddannelse, 8 års erfaring med salg, marketing og forretningsudvikling. Kolding Havn forventer sig meget af hendes evner til at skabe nye tiltag på det erhvervsmæssige område samtidig med at havnen bliver mere synlig i lokalområdet , siger havnedirektør Kim Sandahl Møller.
- Jeg glæder mig meget til at skulle arbejde for Kolding Havn. Havnene er blevet opmærksomme på, at de i dag skal vise deres værdi for omverdenen. Førhen var det mere en selvfølge at have en havn - det er det ikke i dag. I dag er det en forretning, og det er vigtigt, at havnen selv tager førerhandsken på og skaber synlighed og resultater. Kolding Havn venter ikke på, at erhvervslivet og borgerne får øje på os. I stedet vil vi nu henvende os til dem, og sammen skaber vi en endnu mere værdifuld havn, siger Karina Poulsen.