Gætterierne er i gang
Se hvem der kan blive ny transportminister.
Socialdemokraterne Henrik Dam Kristensen, Nick Hækkerup, Magnus Heunicke og SF’s Pia Olsen Dyhr. Det er eksperternes tip på, hvem der bliver transportminister – efter at rød blok har vundet valget sammen med De Radikale.
Transportministeriet har i lang tid været lidt af en vandrepokal med 11 ministre på 21 år. Den konservative Flemming Hansen har i den tid som den eneste siddet på posten i mere end tre år.
Anders Jerking, transportjournalist på altinget.dk, havde forud for valget to bud på en mulig transportminister: Magnus Heunicke (S) eller Pia Olsen Dyhr (SF).
Men han understreger, at det er en stor ministerkabale, som skal gå op for Helle Thorning.
- Der skal være et bestemt antal poster til hvert parti, der skal være næsten lige mange mænd og kvinder osv. I den kabale kommer Transportministeriet ikke i første række. Derfor kan transportministeren sagtens blive en person, der ikke har beskæftiget sig med området før, siger Anders Jerking og peger på de tidligere ministre Carina Christensen og Jakob Axel Nielsen, som så at sige kom fra baghjul.
- Det er derfor helt åbnet, hvem der bliver transportminister, siger Jerking.
Også i dagbladet Børsen har der været peget på Heunicke som mulig transportminister, da pr-bureauet Geelmuyden Kiese lavede en ministerliste.
En sådan én har blogger og lederskribent Kristian Madsen fra pol.dk også lavet, og her figurerer Nick Hækkerup (S) for bordenden af Transportministeriet, mens Ugebrevet A4 peger på en af Socialdemokraternes gamle kæmper, tidligere minister Henrik Dam Kristensen.
Endelig kan der komme et radikalt bud på en transportminister - vi bliver alle sammen klogere i løbet af de kommende dage.
11 ministre på 21 årHans Chr. Schmidt – 23. februar 2010 til september 2011
Lars Barfoed - 10. september 2008 til 23. februar 2010
Carina Christensen – 23. november 2007 til 10. september 2008
Jakob Axel Nielsen – 12. september 2007 til 23. november 2007
Flemming Hansen – 27. november 2001 til 12. september 2007
Jacob Buksti – 23. februar 2000 til 27. november 2001
Sonja Mikkelsen – 23. marts 1998 til 23. februar 2000
Bjørn Westh – 30. december 1996 til 23. marts 1998
Jan Trøjborg – 28. januar 1994 til 30. december 1996
Helge Mortensen – 25. januar 1993 til 28. januar 1994
Kaj Ikast – 18. december 1990 til 25. januar 1993