23948sdkhjf

Vognmandstanken har udvidet

Vognmænd investerer en million kroner i blandt andet ny café ved tanken i Padborg.

Vognmænd investerer en million kroner i blandt andet ny café ved tanken i Padborg.



De har 42 år på bagen som andelsselskab, men følger stadig med tiden: De 75 anpartshavere i Vognmandstanken i Padborg har netop investeret en million kroner i en modernisering af tankens café. Investeringen er sket i samarbejdet med Uno-X.

Tidligere kunne café-forpagter Britt Kvandal kun servere brød, madpakker, kaffe, pølser mm., men nu er der etableret et rigtigt køkken, så der også står god dansk husmandskost på menuen hos Britts Café.

- Sovsen skal hænge ved på kartoflerne, understreger Britt Kvandal, der også glæder sig over mere plads til kontor, lager - og ikke mindst til chaufførerne.

- Vi har nu plads til 25, hvor vi tidligere kun havde plads til 12 chauffører – og så sad de tæt, fortæller hun.

Der er også kommet nye tankanlæg op, så der nu er plads til at op til seks lastbiler kan tanke på samme tid, ligesom der er to AdBlue-tanke. Derudover råder Vognmandstanken også over en vægt, som kan bruges af såvel medlemmer som øvrige kunder – erhverv som private.

- Vi har også gjort lidt ved toiletfaciliteterne, men det er meningen de skal moderniseres helt i de kommende år, siger formand for Vognmandstanken, Orla Thomsen.

Vognmandstankens medlemmer står for cirka 25-30 procent af diesel-afsætningen, mens det resterende salg går til øvrige kortholdere af Uno-X-truckkort.

- Der findes ikke mange af disse steder mere, siger Jesper Skogstad fra Uno-X. Det er en rigtig god ide, og derfor er vi også gået ind i det sammen med Vognmandstanken.

Uno-X har været dieselleverandør på stedet de seneste fem år. Selskabet har flere tankanlæg i Padborg, men Vognmandstanken ligger strategisk godt placeret for chauffører, der ikke har ærinder i selve Padborg, men blot skal have tanket eller noget at spise. Placeringen klos op ad motorvejen ved afkørselen Tøndervej gør det til et effektivt pit-stop.

Torsdag og fredag er der åbent hus på Vognmandstanken i anledning af nyåbningen. Fra åbningen ses Britt Kvandal sammen med Jesper Skogstad og Finn Andersen fra Uno-X samt Orla Thomsen og Ole Bang fra Vognmandstankens bestyrelse, der desuden består af Flemming Brandt, Finn Poulsen og Poul Rossen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062