ICS opfordrer rederier til at satse på EEDI
International Chamber of Shipping (ICS) advarer rederierne mod at anskaffe nye skibe, der ikke opfylder IMO’s retningslinjer for energieffektivt skibsdesign.
FN’s internationale søfartsorgan IMO har udarbejdet det såkaldte EEDI (Energy Efficiency Desing Index) i forbindelse med organisationens arbejde for at reducerer søfartens luftforurening og klimabelastning.
EEDI opstiller normer for, hvor energieffektive nybyggede skibe skal være. Men ifølge reglerne kan flagstaterne vælge at dispensere for kravene. En tilføjelse, som det var nødvendigt at indskrive i reglerne for at få opbakning fra en række udviklingslande.
Men ICS advarer rederierne mod at falde for fristelsen til at anskaffe nybygninger, der ikke opfylder EEDI-kravene, for at spare.
Det fremgår af en udtalelse fra ICS’ bestyrelse, der netop har afholdt møde i London.
Den globale brancheorganisation, der repræsenter omkring 80 procent af verdens handelsflåde, henviser til skibenes gensalgsværdi, samt rederiernes ry.
Skibe, der ikke opfylder kravene, vil ifølge ICS næsten med sikkerhed være sværere at sælge.
- Det har samtidig en vigtig signalværdi, at rederierne over hele verden viser, at de har både hensigten og viljen til at efterleve IMO-aftalen om CO2-reduktioner. Derfor anbefaler ICS på det kraftigste, at alle nybygninger - hvor der er fastlagt EEDI-krav for typen - bliver leveret efter EEDI-standarden, selv om der eventuelt måtte eksistere en national dispensation i en kort årrække, siger ICS-formand, Spyros Polemis.