Kritik af egyptisk piratsvigt
Egyptens udmelding om et forbud mod bevæbnede vagter og våben på handelsskibe i egyptisk farvand vækker skuffelse over det meste af verden.
Det er endnu ikke lykkedes de somaliske pirater at kapre et eneste handelsskib, der har bevæbnede vagter ombord. Et par varselsskud er ofte nok til at få piraterne til at fortrække.
Men Egypten – der kontrollerer det strategisk vigtige farvand i den nordlige ende af Det røde Hav og ikke mindst Suezkanalen – vil ikke lægge grund til de bevæbnede vagters aktiviteter.
Den militært ledede regering i Cairo har forbudt både våben og bevæbnede vagter på handelsskibe i egyptisk farvand.
En beslutning, der har vakt voldsom kritik fra stort set alle verdens søfartsnationer. Danske rederier tror dog ikke forbuddet vil få stor betydning.
- Hvis et sådant tiltag bliver implementeret og tilmed håndhævet, vil det være uhensigtsmæssigt. Der er ikke behov for tiltag, der gør det sværere at gennemføre piratbekæmpelse. Den opgave er byrdefuld nok i forvejen. Pirateri er et stort problem, og det bliver ikke lettere, hvis lande agerer unilateralt. Hos os vil vi ikke blive ramt, da vi benytter selskaber, der først er bevæbnede uden for egyptiske farvande, siger kommunikationsdirektør hos Norden Hans Bøving til Ritzau Finans.