AMBI skal retur til virksomhederne
EU-Domstolen har netop afsagt dom om, at AMBI’en – der blev opkrævet 1988 til 1991 – var ulovlig.
Dermed åbnes der for, at virksomheder kan kræve det indbetalte beløb tilbage. Det ser dog ud til, at de danske virksomheder kun kan gøre krav på tilbagebetaling for første halvår af 1991 – på grund af reglerne om forældelse med en frist på 20 år.
Revisionsfirmaet BDO mener dog, at det kan betale sig for virksomhederne at rejse krav om tilbagebetaling. Det halve år kostede virksomhederne 5000 kroner for hver ansat – og hertil skal lægges renter.
AMBI’en blev indført som en ekstra-skat på virksomheder, der til gengæld slap for andre arbejdsgiverbidrag. Den danske stat har hævdet, at disse bidrag skulle modregnes i en eventuel tilbagebetaling – men det afviser EU-Domstolen.
Selv mindre virksomheder kan få udbytte af at rejse krav, mener BDO.