Strøm til postbuddet
Post Danmark anskaffer 1.000 elcykler samt op mod 200 elbiler og elknallerter til omdelingen af breve og pakker.
Danske postbude kan se frem til at skulle slæbe endnu flere breve og tryksager med på cyklen, når de i fremtiden bringer posten ud. Men det betyder angiveligt ikke mere sved på panden for Post Danmarks ansatte, da en el-motor tager en stor del af slæbet, skriver ing.dk.
Post Danmark vil ud over de 1000 el-cykler anskaffe 100 el-drevne knallerter – hvor postbuddet slet ikke skal trampe i pedalerne - samt omkring 100 elbiler.
Den elektriske revolution indledes på Bornholm, mens resten af landet følger efter over en kortere årrække.
- Målet er, at vi er til stede i de 20 største danske byer med elbiler i løbet af et par år. Vi vil derfor nu gå i gang med at sætte ladestandere op på de relevante steder, fortæller miljøchef i Post Danmark Søren Boas.
Posten Norden – som er moderselskab for Post Danmark A/S – har oprettet en miljøfond på 100 millioner kroner, som forventes at støtte indførelsen af eldrevne køretøjer i Post Danmark.
Posten Norden har som mål, at reducere udledningen af CO2 med 40 procent i 2020.
Forsøg i Post Danmark viser, at den eldrevne postcykel kan medbringe væsentligt mere post end hidtil. Det vil tillade længere ruter og mindske behovet for depotkørsel, hvilket bidrager til reduktionen af miljøbelastningen fra brev- og pakkeomdelingen.
El-VitoDe første elbiler er allerede introduceret på Bornholm. Post Danmark har ikke overraskende valgt Mercedes Vito Electric, der er den hidtil mest vellykkede el-drevne van på markedet. Post Danmark har dog ikke valgt bilmodel til den eldrevne udruling i resten af landet.
Den eldrevne Vito – der kun kan anskaffes på leasing-kontrakt med Daimler – er omtrent dobbelt så dyrt et bekendtskab, som en tilsvarende Vito med dieselmotor.
Post Danmark overvejer også andre alternativer end el til de fossile brændstoffer – herunder biogas og bioethanol.