Agenten fik ret: Sø- og Handelsretten har truffet aftale i en sag om vederlag til dansk shippingfirma.

Mange internationale aftaler, som f.eks. agent- og befragtningsaftaler indeholder vilkår om værneting, voldgift og lovvalg.

Værnetinget afgør hvilket sted (jurisdiktion eller forum) en eventuel senere tvist skal afgøres ved, og ønsker parterne på forhånd eller eventuelt efterfølgende at sagen behandles uden for det almindelige domstolesystem, er der måske aftalt arbitration (voldgift), som har til hensigt at afvikle sagerne hurtigere og mere diskret - men også ofte dyrere, idet parterne selv afholder omkostningerne til voldgifts-dommerne ud over den til tider lidt mere symbolske rets- og berammelsesafgift, som indbetales ved domstolsbehandling.

Lovvalget har til hensigt at fastslå, hvilket lands regler, der finder anvendelse ved sagens afgørelse, idet det ikke nødvendigvis er sådan, at lovvalget følger retsreglerne, hvor sagen afgøres. Man kan således sagtens forestille sig, at en retssag eller en voldgift foregår i Danmark og afgøres efter fransk ret eller omvendt at sagen foregår i Frankrig efter dansk ret.

I en sag, der netop er afgjort af Sø- og Handelsretten, mente den ene part, at den sag, der efterfølgende opstod, skulle afgøres af ”Copenhagen Maritime Arbitrators Association”, fordi dette var aftalt i en agentaftale og dette uagtet at der ganske enkelt ikke findes en forening af dette navn.

I sagen, der var anlagt af Agenten, blev Bortfragteren afkrævet 2,5% i kommission for 2010 og tilsvarende for 2011, samt et agenthonorar bestående af seks klareringsgebyrer, alt i alt godt 117.000 kr.

Sagen tog sit udspring den 26. oktober 2007, hvor Agenten, der driver shippingvirksomhed i København og Århus, med virkning fra den 29. maj 2007 for territoriet Danmark, Sverige, Norge, Færøerne m.v. indgik agentaftale (”Standard Liner Agency Agreement”) med Bortfragteren, et islandsk selskab, der bl.a. drev rederivirksomhed.

Agentens pligter under aftalen omfattede sædvanlige agentopgaver, såsom repræsentation, marketing, salg mv. samt regnskabsførelse og økonomi, og Agenten havde i perioden fra oktober til december 2009 beregnet sig et ”Agency fee” på 7500 kr. ved hvert skibsanløb.

Aftalen, der kunne opsiges med 6 måneders varsel, indeholdt endvidere følgende lovvalgs- og værnetingsbestemmelse:

Der er som allerede nævnt ikke nogen forening af dette navn og Bortfragterens advokat, der senere under sagen i Sø- og Handelsretten ønskede sagen afvist for retten, argumenterede for, at Parterne, da de indgik aftalen, utvivlsomt havde haft til hensigt at aftale voldgift ved ”The Danish Institute of Arbitration”, og at der dermed med denne udfyldning af aftalen var indgået en gyldig voldgiftsaftale.

I 2007 formidlede Agenten en fragtaftale mellem Bortfragteren som bortfragter og Befragteren som befragter vedrørende transport af frossen filetafskær fra Island til Danmark. Aftalen blev foruden af Bortfragteren og Befragteren tiltrådt af Agenten som mægler.

Fragtaftalen, der efter sit indhold var undergivet dansk ret og værneting, var uopsigelig indtil den 31. december 2008, hvorefter den kunne opsiges med 12 måneders varsel. Den forventede årlige fragtmængde var fastsat til 24.000-30.000 tons á 45,00 EUR plus bunkerstillæg (BAF), og Agenten var efter aftalens pkt. 11 berettiget til en kommission på 2,5 % af fragten.

Den 5. januar 2009 opsagde Bortfragterens direktør skriftligt fragtaftalen med virkning fra den 5. januar 2010. I efteråret 2009 indledte Bortfragteren og Befragteren forhandlinger om en ny fragtaftale, og Agenten mailede den 23. september 2009 et kontraktudkast til Bortfragteren. Udkastet blev aldrig kommenteret af Bortfragteren, men denne sendte i stedet sit forslag til ændringer af den hidtidige fragtaftale. Ændringsforslagene omfattede ikke pkt. 11 om kommission til Agenten.

Efter at have drøftet ændringsforslagene med direktør for Befragteren, blev ”first draft of final contract as agreed” sendt til parterne 4. november 2009. Udkastet indeholdt en bestemmelse om kommission til Agenten på 2,5 % af fragten samt dansk lovvalg og værneting. Senere samme måned indkaldte Agenten, Bortfragteren og Befragteren til et underskriftsmøde den 3. december 2009 i Island.

Umiddelbart inden underskriftsmødet indkaldte Bortfragterens direktør Befragterens direktør, som sammen med en afdelingschef hos Agenten var rejst til Island med henblik på underskrivelsen, til et særskilt møde den 2. december 2009 uden deltagelse af Agenten.

På dette møde underskrev Bortfragteren - eller rettere dennes færøske søsterselskab - og Befragteren en ny fragtaftale uden bestemmelsen om kommission til Agenten.

Efter Agentens oplysninger udgjorde den samlede fragt for Befragteren i 2010: 1.569.129,53 EUR, svarende til 25.664,82 tons á 61,14 EUR (gennemsnitlig fragtrate).

Den 30. december 2009 blev der sat punktum ved, at Bortfragterens direktør til Agentens afdelingsleder e-mailede besked om, at hverken Bortfragteren eller dennes koncernbeslægtede selskab ved udgangen af 2009 var involveret i shippingvirksomhed, hvorfor agentaftalen var ”terminated”.

Endelig meddelte Bortfragteren pr. e-mail den 11. januar 2010 Agenten, at Bortfragteren havde besluttet at benytte en anden agent i Danmark.

Da sagen havnede i Sø- og Handelsretten, blev der bl.a. afgivet forklaring af Befragterens direktør og denne forklarede, at Befragteren i 2007 havde holdt møde med repræsentanter fra Bortfragteren, hvor aftalen blev opsagt. Opsigelsen blev siden fulgt op af en skriftlig opsigelse, således at aftalen ophørte med udgangen af 2009.

Direktøren berettede, at han løbende talte med Agenten omkring den fremtidige situation, herunder behovet for et sideportskib frem for et kranskib, idet der herved opnåedes en bedre beskyttelse af godset.

Under forudsætning af, at Bortfragteren købte et nyt skib, ville han gerne indgå en ny fragtaftale. Da Reder og Bortfragter meddelte, at man fremover ville sætte et sideportsskib ind på ruten, indgik parterne en ny fragtaftale.

Det blev aftalt, at fragtaftalen skulle underskrives på Island i december 2009. Direktøren skulle i forvejen til et bestyrelsesmøde på Island, og kontraktunderskrivelsen skulle finde sted den følgende dag, dvs. den 3. december 2009. Der var på det tidspunkt enighed om kontraktens hovedvilkår.

Da han og bestyrelsesformanden var færdige med bestyrelsesmødet, blev de kørt ind til Bortfragteren kontor, hvor han troede, at de skulle have en rundvisning på lageret m.v. Det viste sig imidlertid, at formålet med besøget var underskrivelsen af fragtaftalen.

Direktøren forklarede endvidere, at aftalen, der stort set svarede til den aftale, som Agenten havde rundsendt, og som der var opnået enighed om, imidlertid ikke indeholdt en bestemmelse om kommission til Agenten, og aftaleparten var Bortfragteren, Færøerne.

Han spurgte om årsagen og fik svaret, at det på grund af finanskrisen var rarere at få pengene til Færøerne. Det var ikke hans indtryk, at Agenten skulle køres ud på et sidespor, da det blev oplyst, at Agentens kommission skulle aftales i en separat kontrakt.

Sø- og Handelsrettens to lægdommere anført af en enkelt juridisk dommer startede med at slå fast, at Agenten og Bortfragteren i agentaftalen havde vedtaget at eventuelle tvister skal afgøres ved voldgift i København ”in accordance with the terms of the Copenhagen Maritime Arbitrators’ Association”.

Da der mellem parterne var enighed om, at der sådan set ikke var nogen sammenslutning, der bar dette navn, fandt retten ikke at kunne udfylde kontrakten på dette punkt, idet der ikke findes nogen dansk organisation, der yder assistance til voldgift specielt indenfor det maritime område.

Herefter, og da vilkårene for voldgiftsbehandlingen således ikke kunne fastlægges med den fornødne klarhed, fandt retten, at en voldgiftssag var uigennemførlig i henhold til den relevante bestemmelse (§ 8, stk. 1 i den danske voldgiftslov)

Reglerne om værneting findes i Danmark i Retsplejeloven, og når det er mere internationalt, findes de blandt andet i Lugano-konventionen fra 1988, der i artikel 5, stk. 1 fastslår at en juridisk person, der har hjemsted på en kontraherende stats område, sagsøges ved retten på det sted, hvor forpligtelsen skal opfyldes.

Agenten og Bortfragteren har vedtaget, at agentaftalen var underkastet dansk ret. Herefter, og da pengeskyld efter dansk ret er bringeskyld, og forpligtelsen således skal opfyldes i Danmark, fandt Sø- og Handelsretten at den var kompetent til at påkende netop denne del af sagen, hvilket skete med en henvisning til retsplejelovens § 247, stk. 1.

Retten havde ligeledes kompetence til at behandle kommissionsspørgsmålet jf. artikel 5, stk. 1, i Lugano-konventionen af 1988.

Retten havde dermed overstået de processuelle formaliteter, og bagefter blev der gået til det, som sagen egentlig drejer sig om (de ”materielle” spørgsmål). Her henviste retten til den forklaring, som Direktøren og Befragteren havde afgivet og fandt det godtgjort at fragtaftalerne mellem Bortfragteren og Befragteren stort set svarede til den, som Agenten havde udarbejdet, og at det var Agentens fortjeneste, at aftalerne mellem Bortfragteren og Befragteren overhovedet kom i stand. Retten lagde herved også vægt på, at Bortfragteren ikke havde rimelig grund til ikke at fremlægge aftalen i overensstemmelse med opfordringen hertil.

At den endelige fragtaftale ikke blev indgået med Bortfragteren, men med et færøsk søster- eller datterselskab, kunne efter sagens omstændigheder ikke føre til noget andet resultat.

De sagkyndige medlemmer af retten udtalte, at det måtte anses for sædvane, at der ved en skibs-mæglers formidling af en fragtaftale skal betales denne provision på 2,5 % af fragten, og at det ligeledes ikke er usædvanligt, at der betales et fast honorar til en skibsagent på 7.500 kr. ved hvert skibsanløb.

Den juridiske dommer tiltrådte dette. Endvidere bemærkede retten, at honoraret pr. anløb måtte anses for aftalt mellem parterne, idet Agenten gennem aftalens løbetid havde faktureret dette beløb, uden at Bortfragteren på noget tidspunkt havde gjort indsigelse herimod.

Igen efter Direktørens forklaring fandtes det godtgjort, at Befragterens samlede fragt i 2010 udgjorde 1.569.129,53 EUR, og at der i perioden fra januar til juni 2010 var seks skibsanløb. Bortfragteren havde trods Agentens opfordringer hverken fremlagt fragtaftaler eller dokumentation for fragtmængder eller– priser, hvorfor retten lagde Agentens beregninger af provision for 2010 og 2011 til grund.

Agenten havde endvidere i opsigelsesperioden stået til rådighed for Bortfragteren, og den omstændighed, at Bortfragteren ikke måtte have benyttet sig heraf, kunne ikke komme Agenten til skade.

Agenten havde herefter krav på provision med 2,5 % af det angivne beløb, svarende til 84.603 EUR, og på betaling af agenthonorar for de seks skibsanløb á 7.500 kr., i alt 45.000 kr.

Endelig lagde retten forklaringer afgivet af Agentens afdelingschef og dennes direktør om at de diverse kontoudtog benævnt ”Statement of account”, var sendt i original til Bortfragteren uden at denne havde gjort indsigelse til grund.

Alt i alt betød dette, at Agenten fik fuldstændig medhold i den under sagen nedlagte påstand.