Transportkommissær åbner sikret lastbilparkering
Ny overvåget lastbilparkering på grænsen til Rusland sikrer chauffører og last.
EU har støttet oprettelsen af den nye sikrede lastbilparkering i Sillamae i Estland på grænsen til Rusland ved Narva-Ivangorod, der kan rumme flere hundrede vogntog ad gangen.
Grænseovergangen er berygtet, fordi lastbiler ofte må vente i dagevis, før de får grønt lys fra toldmyndighederne, før de kan køre ind i Rusland.
Det var EU-Kommissionens næstformand og transportkommissær Siim Kallas, der indviede det nye anlæg.
- Dette nye lastbilparkeringsanlæg er et godt eksempel på et succesfuldt offentligt-privat partnerskab og jeg er meget stolt af, at projektet er realiseret med støtte som et pilot-projekt fra EU, sagde Siim Kallas, der fremhæver lastbilparkeringens positive indflydelse på trafiksikkerheden og miljøet samt mulighederne for at overholde køre- og hviletidsregler, fordi last og chauffører nu kan hvile under trygge forhold.
Lange ventetider er mere reglen end undtagelsen ved EU’s ydre grænser. Det medfører lange køer, der skaber trængselsproblemer lokal og øger luftforureningen. Der kan bookes p-plads på anlægget elektronisk.
EU har støttet det op mod 20 millioner kroner dyre anlæg, dog med mindre end halvdelen af midlerne.